Ild åd personbil – og spredte sig til naturen

Da en bil brød i brand på Nordjyske Motorvej torsdag udviklede det sig voldsomt.

Udgivet Opdateret

Nordjyllands Beredskab fik sin sag for, da de torsdag middag rykkede ud til E45 Nordjyske Motorvej ved Tylstrup.

Det femgår af Nordjyllands Beredskab på Twitter.

Meldingen lød på en bil, der var brudt i brand, men det skulle vise sig at blive en del mere omfattende end det.

Det hele startede dog, da en fører af en personbil med flere passagerer holdt ind i nødsporet på Nordjyske Motorvej.

Newsbreak.dks fotograf talte med føreren af bilen, der fortalte, at bilen pludselig blev mærkelig at køre i, så han holdt ind til siden, og så stod flammerne pludselig op fra motorrummet.

Flammer omsluttede ifølge Nordjyske personbilen, som føreren og bilens passagerer var kommet ud af, og bilen udbrændte.

Men det var ikke det eneste, der brændte.

– Bilen startede også en lille naturbrand. Naturen er jo noget tør i øjeblikket, så der er brændt cirka 40 kvadratmeter ved siden af, som vi er i gang med at vande igennem nu, så det ikke spreder sig, siger indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Nils Eltzholtz til avisen.

Powered by Labrador CMS