Indisk delstat straffer nu drab på køer med livstidsdom

Ny lov indebærer, at enhver, der transporterer en ko i den indiske delstat Gujarat, kan få store problemer.

En ko passerer et slagtehus i Allahabad i Indien, hvor en delstat nu har skærpet straffen for at slagte en ko. Det bliver fremover straffet med livsvarigt fængsel i Gujarat. Foto: Jitendra Prakash/Reuters
Udgivet Opdateret

Den indiske delstat Gujarat indførte fredag en strengere straf for at slagte en ko. Nu vil det blive straffet med livsvarigt fængsel at dræbe hellige dyr, hvilket længe har været et krav fra ultraortodokse hinduister.

Den nye lov er blevet vedtaget i delstatens statsforsamling. Den indebærer, at enhver, der transporterer en ko med henblik på slagtning, kan idømmes op til ti års fængsel.

Gujarat er den indiske premierminister, Narendra Modis, hjemstat.

Køer anses for hellige af hinduer, som udgør flertallet i Indien. Det er forbudt at slagte køer i de fleste stater.

– En ko er ikke et dyr. Den er et symbol på universelt liv, siger Gujarats justitsminister, Pradipsinh Jadeja, som fredag talte i statsforsamlingen.

– Enhver, der ikke skåner en ko, vil ikke blive skånet af regeringen, siger ministeren.

Millioner af mennesker fra andre trossamfund – blandt andre muslimer, kristne og lavkaste-hinduer, spiser oksekød. Selv om det er vanskeligt at opdrive i Indien.

Modis regerende højrefløjsparti, Bharatiya Janata Party, vandt for nylig en jordskredssejr ved et delstatsvalg i Uttar Pradesh. Og det har længe ført kampagne for bedre beskyttelse af køer.

I delstaten Uttar Pradesh har myndighederne slået ned på slagterier. Det har lammet delstatens kødindustri.

Hinduaktivister har længe beskyldt den muslimsk-dominerede kødindustri for at dække over slagtning af køer. Muslimerne bliver beskyldt for at sælge kødet som bøffelkød.

Rygter udløser gadekampe

Blot rygter om, at en ko bliver transporteret, kan udløse voldelige gadekampe og religiøse sammenstød.

Særlige patruljer er blevet oprettet med det formål at stoppe lastbiler for at kontrollere, om de transporterer køer.

I 2015 blev et 50-årig muslimsk mand beskyldt for at have spist oksekød afhentet i sit hjem og pryglet ihjel på gaden af en ophidset mængde.

Politiet oplyste senere, at den dræbte havde spist fårekød – og ikke oksekød.

/ritzau/AFP

Powered by Labrador CMS