Indleverede håndgranater lukker politistation

Mens der ventes på Forsvarets ammunitionsryddere tager Københavns Vestegns Politi kun mod telefonhenvendelser.

Det er normalt håndgranater fra Anden Verdenskrig, politiet får indleveret nu om stunder. Foto: Scanpix.
Udgivet Opdateret

En kvinde fra Hvidovre indleverede tirsdag tre håndgranater i ekspeditionen hos Københavns Vestegns Politi.

– Der er tale om tre håndgranater i en plastikpose, og vi ved endnu ikke, om de er sprængfarlige, siger vagtchef Lars Guldborg, Københavns Vestegns Politi.

Ifølge vagtchefen er der sandsynligvis tale om håndgranater fra Anden Verdenskrig.

– Det plejer det at være, men vi ved det endnu ikke. Det skal vi have fagfolk til at vurdere, siger Lars Guldborg.

Eksperter tilkaldt

Derfor har politiet tilkaldt Forsvarets ammunitionsryddere (EOD) til at se på granaterne. Sprængstofeksperterne ventes at nå frem først på aftenen.

På grund af indleveringen af de potentielt farlige sager har politikredsen måttet afspærre og lukke sin ekspedition på Birkelundsvej i Albertslund, indtil ammunitionsrydderne har været der.

Der er dog kun lukket for personlige henvendelser. Telefonerne vil blive besvaret som sædvanlig, understreger Lars Guldborg.

Først når ammunitionsrydderne har fjernet granaterne eller erklæret dem for ufarlige, kan ekspeditionen åbne igen for dem, der ønsker at møde op personligt hos politiet.

Opdatering: 

Grananterne er nu blevet fjernet, meddeleler politiet via Twitter.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS