Intetanende danske kvinder forvandles til pornomodeller på nettet

I løbet af de seneste år er flere danske kvinder blevet forvandlet fra påklædte på Facebook til forfalskede, nøgne pornomodeller.

I løbet af de seneste år er flere danske kvinder blevet forvandlet fra påklædte på Facebook til forfalskede, nøgne pornomodeller.
Udgivet Opdateret

Billeder af danske kvinders ansigter. Et redigeringsprogram. Og billeder af nøgne, anonyme kroppe i pornografiske stillinger.

Det er alt, hvad der skal til for at gøre danske kvinder til pornomodeller på internettet mod deres vilje, skriver Danmarks Radio (DR).

DR har afdækket, hvordan den ulovlige metode bliver brugt på adskillige udenlandske pornohjemmesider.

Fra påklædt til afklædt nøgen pornomodel

Researchen viser, at flere danske kvinder i løbet af de seneste år er blevet forvandlet fra påklædte på Facebook til forfalskede, nøgne pornomodeller.

DR har været i kontakt med flere af de kvinder, der er blevet udstillet på udenlandske hjemmesider uden at vide det.

Bange kvinder

Fælles for kvinderne er, at de ikke ved, hvem der står bag fotomanipuleringen. De er bange for, at billederne bliver spredt, og at folk ikke kan gennemskue, at der er tale om manipulation.

En af de kvinder, der er blevet udstillet, er 22-årige Maiken Lindhardt. Hendes billeder er blevet fotomanipuleret, så det ligner, at hun medvirker i hård porno på en af hjemmesiderne.

– Jeg kan godt se, at det ikke er mig. Men andre, der har set billederne, siger, at de godt kunne tro, at det var mig, siger hun til DR.

En anden er en kvinde i 30erne, der ønsker at være anonym.

– Det er helt vildt ubehageligt. Jeg er jo ikke interesseret i, at de skal dukke op alle mulige andre steder, siger hun.

Billeder kopieret fra profil

De manipulerede pornobilleder bliver fremstillet ved, at en person lægger billeder ud af en kvinde på en af de udenlandske hjemmesider. En kvinde, personen gerne vil se nøgen.

Billederne har personen typisk kopieret fra kvindens profiler på sociale medier.

På hjemmesiden gemmer personen sig bag et anonymt brugernavn. Beskyttet bag brugernavnet bestiller personen hjælp til at manipulere billederne, så kvinden bliver klædt af.

Har personen held med at få hjælp til fotomanipulationen, modtager vedkommende redigerede billeder på hjemmesiden. På de manipulerede billeder er kvinderne ikke længere klædt i sweater, skjorte eller kjole som på Facebook.

I stedet er kvinderne forvandlet til pornomodeller med store bryster, nøgne balder og blottede kønsdele midt i en sexleg.

Påstår de kender kvinderne

DR har fundet flere brugere på pornohjemmesidene, der ønsker manipulerede billeder af kvinder, som de påstår, at de kender.

En har lagt billeder op af en kvinde, vedkommende siger er en kollega.

En anden har lagt billeder op af en kvinde, som angiveligt arbejder i hans børns vuggestue.

Og en tredje har lagt billeder op af en ung kvinde, vedkommende siger er en veninde.

Psykiske konsekvenser

Det kan have svære psykiske konsekvenser at blive forvandlet til pornomodel på nettet mod sin vilje.

Det ved advokat Mikael Dreyer, der i 2015 førte en sag om sexkrænkelser ved Højesteret.

I sagen lykkedes det at finde den mand, der havde fået gjort 11 unge piger til forfalskede pornomodeller – deriblandt Mikael Dreyers klient.

– Hun trak sig ind i sig selv og ville ikke ud. Og da hun var færdig i skole og skulle ud og søge arbejde, var hun bekymret, fortæller han.

Retssagen endte med, at den tiltalte mand blev idømt seks måneders fængsel og en bødestraf for have krænket 11 kvinder og piger. Flere af dem var mindreårige.

Powered by Labrador CMS