Islandsk film vinder Nordisk Råds filmpris 2015

Foto: Tue Blichfeldt.
Udgivet Opdateret

Den dansk-islandske filminstruktør Dagur Kári modtager tirsdag årets filmpris for filmen Virgin Mountain.

Islandske Dagur Kári er nordens bedste til at lave film i 2015.

Tirsdag har komitéen for Nordisk Råd filmpris overrakt 350.000 kroner til Dagur Kári og hans to filmproducenter Agnes Johansen og Baltasar Kormákur for filmen Virgin Mountain i kulturhuset Harpa i Reykjavik i Island.

Nordisk Råds filmpris gives til en film, der udmærker sig ved at være forankret i den nordiske kultur og være af høj kunstnerisk kvalitet.

Filmen “Virgin Mountain” er historien om den 43-årge Fúsi, som trods sin alder stadig mangler modet til at træde ind i de voksnes verden. Og de rosende ord fra juryen er ikke til at komme uden om.

– Filmen er en raffineret enkel og visuelt opfindsom fortælling om at bevare sin godhed og uskyld i en verden, der synes uindtagelig.

42-årige Dagur Kári er uddannet fra Den Danske Filmskole i 1999 og dimitterede med den prisbelønnede film “Lost Weekend”.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS