-Jeg vil ikke dø som ringvrag

Efter to somres ufrivillig pause grundet den allestedsnærværende coronapandemi kan Zirkus Nemo endelig slå teltet op igen og byde publikum indenfor.

Der er premiere 9. april, og de følgende fem måneder drager cirkusdirektøren, Søren Østergaard, land og rige rundt med artister fra hele verden og sine egne velkendte karakterer som Smadremanden og Bager-Jørgen.

- Jeg har det som en, der har været spærret inde i lang tid og står og sparker. Det bliver fantastisk, siger Søren Østergaard begejstret og tilføjer så:

- Vi fyrer hele teltet af som en raket, og så flyver vi simpelthen væk fra denne jord - den er jo vanskelig at være på efterhånden, må man sige.

Kenter i Cirkus

I dette års forestilling får Søren Østergaard selskab af sin gamle kammesjuk Tommy Kenter, og sammen optræder de under temaet "Ud i universet".

- Vi prøver at lave to timer, hvor man lige forsvinder lidt fra denne planet og forhåbentlig tænker på noget andet og får det lidt sjovt igen. Det er svært. Men jeg tror, det kan lykkes, lyder det fra Søren Østergaard.

Glæder sig til græsset

Søren Østergaard glæder sig til at komme ud på græs igen og tage endnu en tur i manegen - økonomisk såvel som mentalt.

Zirkus Nemo er hans livsværk, investering og fuldtidsbeskæftigelse.

Efter de seneste somres restriktioner er der et underskud, der skal indhentes.

- Vi skal også gerne have et overskud igen, tilføjer Søren Østergaard.

- Inden coronaen havde vi det bedste regnskab nogensinde. Det var så bittert og ærgerligt, at hele lortet lukkede, når Zirkus Nemo endelig var blevet en god forretning. Det gjorde ondt.

Lige så rædselsfuldt var det mentalt, fortæller han.

- Det, man får ved at spille for et publikum, er ubetaleligt for sådan nogle som os, som godt kan lide det. Det er vores helbred, vores velvære simpelthen, siger Søren Østergaard og uddyber:

- Det er en adrenalinrus. Man får et skud, man ikke kan forklare, hvor man bare kører afsted. Man kan brænde benene og stadig bare spille videre.

Væk fra fruen

Og køre afsted - det gør Søren Østergaard snart.

Når han kysser sin hustru, skuespillerinden Lisbet Lundquist, på gensyn, vender han først hjem igen, når sidste forestilling er spillet.

Derimod kommer hun i løbet af sæsonen gerne forbi.

- Når vi flytter (rykker teltpælene op i ordets bogstavelige forstand, red.), er hun altid - fornuftigt – taget væk. Det er dejligt, og hun har en skøn sommer, siger han.

- Jeg tager aldrig hjem - det bliver jeg forvirret af. Så jeg bliver i min vogn.

En tur til Støvlelandet

Når sommeren er forbi, og teltet er pakket ned for i år, kører Søren Østergaard og Lisbet Lundquist til deres hus oppe i bjergene i Italien.

- Der sidder vi så, min hustru og jeg, og holder i hånden, griner, læser og siger ikke så meget, fordi vi har været omringet af mennesker de sidste seks måneder. Det er virkelig vidunderligt, siger Søren Østergaard.

- Hvis vi har tid, tager vi også gerne en måned til de varme lande om vinteren. Jeg skriver - eller får idéerne - til næste års forestilling. Og sådan kører livet sin gang.

Vil ikke dø som ringvrag

I de to forgangne somre prøvede Søren Østergaard at have fri for første gang i 20 år.

Selv om han medgiver, hvor dejligt det egentlig var at tilbringe sommeren i sommerhus med sin Lisbet, tager han gerne flere ture i manegen.

- Det er klart, at jeg kan ikke blive ved ti år endnu. Jeg kan måske blive ved fem år, og så må vi se til den tid. Men jeg skal ikke dø som sådan et ringvrag. Det ville være trist, siger Søren Østergaard.

- Jeg vil gerne have, at folk siger: "Ej, hvor ærgerligt, han holder op". Men der tror jeg, vi alle sammen kommer til at gå en runde for langt. Så det skal nok også lykkes mig at gøre det. Men det er ikke lige nu.