Jeppe Kofod “dybt bekymret”

Aleksej Navalnyjs sultestrejker i et fængsel i Rusland. Hans tilstand forværres, og det bekymrer EU

Udgivet Opdateret

Det går ned ad bakke med tilstanden hos den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj, der sultestrejker i et fængsel i Rusland.

Lørdag sagde læger, at Navalnyj kan dø af hjertestop “når som helst”, og det får nu EU til at udtrykke “dyb bekymring” over hans tilstand.

EU opfordrer derfor til en “øjeblikkelig og ubetinget løsladelse” af politikeren, lyder det i en erklæring ifølge nyhedsbureauet AFP.

Navalnyj indledte en sultestrejke 31. marts med krav om at blive tilset af en læge efter eget valg. Han har klaget over smerter i ryggen og følelsesløshed i benene og hænderne.

Den 44-årige oppositionspolitiker blev i februar sendt to og et halvt år i fængsel. Han afsoner i en straffelejr i byen Pokrov.

Han blev anholdt i januar, da han vendte hjem til Rusland efter et længere hospitalsophold i Tyskland.

Her blev han behandlet, efter at han i august sidste år blev forgiftet med stoffet Novitjok, som var ved at dræbe ham.

Han mener, at det er præsident Vladimir Putins styre, der har forsøgt at slå ham ihjel.

Jeppe Kofod “dybt bekymret”

Også Danmarks udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), er bekymret over Navalnyjs tilstand.

– Jeg gentager min opfordring for hans (Navalnyjs, red.) løsladelse. Uafhængig lægehjælp skal ydes uden forsinkelse.

– Verdens øjne er rettet mod Rusland. Vi vil holde de russiske myndigheder ansvarlige for Navalnyjs sikkerhed, skriver han på Twitter.

Den fængslede politiker er ifølge AFP på dagsordenen mandag, når der holdes videomøde for udenrigsministrene i EU.

Flere end 70 kendte personer fra hele verden har også skrevet et åbent brev til præsident Putin, hvori de kræver lægehjælp til Navalnyj.

Blandt underskriverne er “Harry Potter”-forfatter JK Rowling, de tre nobelprismodtagere i litteratur Herta Müller, Louise Glück og Svetlana Alexievich og Abba-medlem Björn Ulvaeus.

Powered by Labrador CMS