Jeppe Kofod er tilbage i Folketinget

Mette Gjerskov må holde pause fra folketingsarbejdet. Derfor træder den tidligere udenrigsminister ind.

Udgivet Opdateret

Folketingsmedlem Mette Gjerskov (S) er blevet sygemeldt med smerter som følge af nervebetændelse.

Det skriver hun lørdag på Facebook.

Tidligere udenrigsminister Jeppe Kofod (S) bliver i den kommende periode vikar for hende i Folketinget.

- Jeg er virkelig glad for, at Jeppe har påtaget sig opgaven, fordi han med sine mange kompetencer kan gå direkte ind og overtage mine opgaver med verdensmål, internationale rettigheder, knokle for det grønne og meget andet, skriver Mette Gjerskov.

Vraget af vælgerne

Jeppe Kofod blev ikke valgt ind i Folketinget ved valget 1. november sidste år. Han stillede op i Sjællands Storkreds og måtte nøjes med rollen som førstesuppleant i kredsen.

Her blev Mette Gjerskov valgt ind. Men den tidligere minister for fødevarer, landbrug og fiskeri må altså forlade folketingsarbejdet i en foreløbig ukendt periode.

- Jeg har døjet med alvorlige smerter i nogle år - det var derfor, jeg blev sygemeldt sidste år for at blive udredt. Det har vist sig, at årsagen er omfattende nervebetændelse, skriver Mette Gjerskov.

Kan tage måneder

Hun har derfor gennem længere tid fået store doser med forskellige typer smertestillende medicin. Det har imidlertid vist sig, at hendes krop ikke kunne tåle medicinen, som gav hende store bivirkninger.

Hun vil nu i stedet forsøge sig med "ikkemedicinske løsninger".

- Lægerne siger, at når jeg har reageret så voldsomt, kan det tage måneder, før jeg er klar til arbejde igen og udføre de opgaver, jeg er valgt til.

- Det er uholdbart, så jeg ser ingen anden vej end at få en suppleant ind, der kan løfte opgaven i Folketinget i en periode, skriver Mette Gjerskov.

Tidligere udenrigsminister Jeppe Kofod (S) får efter ni år comeback som folketingsmedlem, når han skal være vikar for sin sygemeldte partifælle, Mette Gjerskov. (Arkivfoto).
Tidligere udenrigsminister Jeppe Kofod (S) får efter ni år comeback som folketingsmedlem, når han skal være vikar for sin sygemeldte partifælle, Mette Gjerskov. (Arkivfoto).

Hentet hjem fra Bruxelles

Jeppe Kofod sad i Folketinget fra 1998 til 2014, da han stillede op på Bornholm. Herefter sad han fem år i Europa-Parlamentet.

Han var netop blevet valgt til endnu en periode i Europa-Parlamentet, da statsminister Mette Frederiksen (S) i juni 2019 hentede ham ind som udenrigsminister ved dannelsen af S-regeringen.

Jeppe Kofod udfyldte denne rolle frem til december sidste år, da SVM-regeringen blev dannet.

Blå bog: Jeppe Kofod

Navn: Jeppe Sebastian Kofod.

Alder: 46 år, født 14. marts 1974 i København.

Politisk karriere:

* 1998-2014: Medlem af Folketinget med kort orlov i 2008.

* 2000-2013: Udenrigspolitisk ordfører.

* 2001-2008: Næstformand, Det Udenrigspolitiske Nævn.

* 2011-2013: Formand, Det Udenrigspolitiske Nævn.

* 2014-2019: Medlem af EU-Parlamentet, næstformand for den socialdemokratiske gruppe samt medlem af udvalget mod økonomisk kriminalitet.

* 2019-2022: Udenrigsminister.

Uddannelse:

2004: Bachelor i socialvidenskab fra Roskilde Universitet.

2007: Master i offentlig administration fra Harvard University.

Kilder: Ritzau, EU-Parlamentet.

Powered by Labrador CMS