Jeppe Kofod siger nej tak

Den tidligere udenrigsminister fastslår, at hans beslutning om at forlade politik er definitiv

Udgivet Opdateret

Jeppe Kofod (S) kommer ikke til at gøre comeback i Folketinget, efter at partifællen Mette Gjerskov gik bort tidligere i denne uge.

Den tidligere udenrigsminister skriver torsdag i et opslag på Facebook, at han har takket nej til at overtage pladsen.

- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at min beslutning om at forlade politik krævede nogle lange og dybe overvejelser, for politik har fyldt utroligt meget for både mig - og sidenhen min familie – siden jeg blev valgt for første gang for 25 år siden.

- Derfor står beslutningen også fast, skriver han.

Samme kreds

Jeppe Kofod fik ikke stemmer nok ved folketingsvalget 1. november sidste år til, at han kunne blive valgt ind i Folketinget i Sjællands Storkreds.

Det er samme storkreds, hvor Mette Gjerskov stillede op.

Kofod måtte nøjes med pladsen som førstesuppleant, men da Mette Gjerskov i februar gik på sygeorlov, blev han vikar for hende i Folketinget.

Stoppede i maj

I maj meddelte Jeppe Kofod imidlertid, at han forlod politik helt.

Dermed blev Mette Gjerskovs mandat givet videre til andensuppleanten, Tanja Larsson.

Et stort chok

Jeppe Kofod kalder Mette Gjerskovs død i en alder af 56 år for "et stort chok".

- Jeg har kendt Mette i mange år, og hun har været en god, dygtig og engageret kollega, der kæmpede for det, hun troede på, med viljestyrke og kampgejst.

- Ikke mindst for dem, der havde mest brug for en stemme - både herhjemme og internationalt, hvor hun kæmpede for international solidaritet og en bæredygtig udvikling, skriver han.

Powered by Labrador CMS