Joachim B. Olsen: Kontanthjælpen er »urimelig høj«

Joachim B. Olsen. Foto: Flickr.
Udgivet Opdateret

Kontanthjælpen er alt for høj og fastholder mange på offentlig forsørgelse.

Sådan siger Joachim B. Olsen (LA), Liberal Alliances beskæftigelsesordfører, efter nye tal viser, at 4.500 kontanthjælpsmodtagere har en bruttoindkomst på mindst 350.000 kroner om året. Det er offentlige ydelser som børnepenge, der er med til at sende indkomsten i vejret.

»Det er et tegn på, at kontanthjælpen ikke bare er et sikkerhedsnet, som vi ellers godt kan lide at gå at fortælle os selv. For nogle familietyper er den så høj, at den er et værn mod arbejdsmarkedet,« siger Joachim B. Olsen.

Det er økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R), som har sendt de nye tal til Folketingets Finansudvalg. Tallene er fra 2012, som er de senest opgjorte.

»De er et udtryk for, at vi har en kontanthjælp, som fastholder mange på overførselsindkomst. Jeg synes også, det er et billede på, at vi har en urimelig høj kontanthjælp,« siger Joachim B. Olsen.

»Den er så høj, at den svarer til en forholdvis høj indkomst på arbejdsmarkedet, og det har aldrig været meningen med systemet. Det er simpelthen et system, der er gået amok«.

Joachim B. Olsen mener, at det nuværende system forstærker den negative sociale arv.

»Det kan virke sympatisk, at man giver forsørgere en høj kontanthjælp, men man skal huske på, at det betyder, at de er længere tid i systemet, fordi det ikke kan betale sig for dem at arbejde. Vi ved fra forskningen, at børn, der vokser op i familier på kontanthjælp, har en markant større risiko for selv at ende på kontanthjælp. Det betyder, at de høje ydelser er med til at forstærke den negative sociale arv«.

Liberal Alliance efterlyser det, Joachim B. Olsen kalder en »reel kontanthjælpsreform«.

»Vi har foreslået, at man sætter kontanthjælpen til det, der er den nuværende ungeydelse for alle grupper – altså omkring de her 6.900 kroner,« siger han.

Powered by Labrador CMS