Jobpakke førte til fast job

Et to-måneders forløb på Kompetencecenter Skjern åbnede døren til et fast job for 46-årige Torben Danielsen.
Udgivet Opdateret

Et to-måneders forløb på Kompetencecenter Skjern åbnede døren til et fast job for 46-årige Torben Danielsen efter fire år som ledig.

Han blev uddannet smed i 1989 og havde i flere år bare passet sit arbejde på Scan Trappers afdeling i Skjern, da resterne af Finanskrisen blæste ind over virksomheden og tog ham med sig i 2010.

– I begyndelsen søger man alt, der kan være bare den mindste mulighed i, men når ingen tilsyneladende har brug for én, så mister man energien til at søge jobs. Man begynder at tænke, at man ikke er noget værd, fortæller han.

Mens han gik ledig, var han på et åbent IT-kursus og et ansøgningskursus, og han tog også et svejsecertifikat i håb om, at det kunne bringe ham videre i job. Det lykkedes bare ikke.

Forpligtet på at levere

Så fik han et tilbud om at komme på et kursus under Jobpakken, som Kompetencecenter Skjern og Dansk Metal står bag. Og nu gik det anderledes. Torben Danielsen blev tilknyttet smedeværkstedet på Kompetencecenter Skjern, og hver dag var der ordrer, der skulle produceres. Det gav ham et pift, fordi han var forpligtet på at producere noget, som nogen havde bestilt.

– Det var et skub i den rigtige retning, og det trængte jeg til efter så lang tid derhjemme. Jeg var gået i stå, og havde brug for at komme ud blandt andre igen, siger han.

Mens han var i gang på smedeværkstedet blev firmet Omme Lift kontaktet, og Torben Danielsen fik en aftale om at komme i praktik i en måned.

– Det var heldigt. Allerede efter 14 dage blev jeg spurgt, om jeg havde lyst til at blive ansat i firmaet, og det var jeg selvfølgelig. Og jeg er glad hver dag, jeg kommer hjem, siger Torben Danielsen.

Han håber, at både andre kontanthjælpsmodtagere og unge i kommunen vil få lyst til at gå efter at blive ansat i den lokale metalindustri. –Alle har brug for, at der nogen, der har brug for ens arbejdskraft, siger han.

Opkvalificering

– Formålet med Jobpakken er at opkvalificere borgere på kontanthjælp, så de gennem oplæring og uddannelse på sigt kan få arbejde i metalindustrien, der har brug for nye medarbejdere med de rette kvalifikationer, siger leder af smedeværkstedet på Kompetencecenter Skjern, Jan Mikkelsen.

Sammen med tre andre kontanthjælpsmodtagere, begyndte Torben Danielsen i november 2014 på et svejsekursus, som sigtede på at give dem job i den lokale metalindustri, der mangler svejsere og CNC-operatører.

Ud over Torben Danielsen har en anden fra holdet fået fast job. To har afsluttet uddannelse – en som CNC-operatør og en anden som svejser, og Jan Mikkelsen er ikke i tvivl om, at de dermed står bedre rustet til at få et job.

Skal selv udtrykke ønske om efteruddannelse

Jan Mikkelsen fortæller, at de, der udvælges til Jobpakken, selv skal udtrykke ønske om at lære nyt.

– Vi kan tilbyde kurser og små uddannelsesforløb og kontakt til virksomheder, hvor de ledige kan komme i praktik, men forløbet bliver kun en succes, hvis den ledige er motiveret, fortæller han.

I løbet af foråret bliver endnu en kontanthjælpsmodtager færdig med forløbet som svejser – og fem er i fuld gang under Jobpakken på smedeværkstedet i Kompetencecentret.

Powered by Labrador CMS