JP/Politikens Hus skærer 55 redaktionelle stillinger

Sparerunde betyder blandt andet farvel til samtlige fastansatte fotografer og layoutere på Ekstra Bladet.

Poul Madsen er en af de redaktører, der må sige farvel til flere medarbejdere i en større sparerunde på JP/Politikens Hus. (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix 2016)
Udgivet Opdateret

JP/Politikens Hus skærer omkring 55 redaktionelle stillinger i den kommende sparerunde. Det har ledelsen fortalt medarbejderne på Politiken, Jyllands-Posten og Ekstra Bladet torsdag eftermiddag.

Det skriver fagbladet Journalisten.

Ifølge en pressemeddelelse fra Politiken vil spareøvelsen resultere i nedlæggelsen af flere end 40 stillinger.

– Politiken mærker som resten af branchen den strukturelle udvikling på annoncemarkedet. Det tager vi nu konsekvensen af, udtaler ansvarshavende chefredaktør Christian Jensen i pressemeddelelsen.

Af de 40 nedlæggelser vil 25 bestå af redaktionelle stillinger. Morgenavisen Jyllands-Posten skal skære 20, mens Ekstra Bladet skærer 10 redaktionelle stillinger.

Ekstra Bladet siger ifølge Journalistens oplysninger farvel til samtlige fastansatte layoutere og fotografer.

Besparelserne skyldes blandt andet faldt i printannoncesalget og er ifølge mediet Mediawatch de største siden finanskrisen.

Administrerende direktør i JP/Politikens Hus Stig Kirk Ørskov afviser dog, at mediehuset er i krise og understreger, at mediehuset stadig har en sund økonomi.

– Vi gør det her for at tilpasse os en markedsudvikling, så vi kan opretholde de positioner, vores titler har, siger han til Mediawatch.

– Det er ikke en virksomhed i krise, men en koncern, der har skruet noget op for de digitale investeringer de senere år, og som tager bestik af, at den digitale transformation er accelereret i år, hvilket har presset printforretningen mere end forventet.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS