Julefrokost: Så længe sidder snapsen i systemet

Sjusserne fra julefrokosten kan sidde i kroppen, længe efter at man har slugt den sidste sildemad. Drop bilen, når du henter tømmermændsmad dagen efter.

Udgivet Opdateret

Julefrokostsæsonen starter snart, og den årlige begivenhed kan sagtens sidde i både hoved og blod dagen efter.

Typisk vågner man efter færre timers søvn, end man har brug for efter en våd aften, fordi kroppen er dehydreret og dunker efter at få væskebalancen genoprettet.

Men de typiske tømmermændssymptomer som hovedpine, træthed og kvalme kan camouflere for en promille, der stadig er over grænsen på 0,5, advarer professor Jens Meldgaard Bruun, overlæge ved Medicinsk Afdeling på Regionshospitalet Randers.

– Man kan risikere ikke at have den samme fornemmelse af beruselse, fordi den bliver sløret af den almene dårligdom, men hvis man satte sig ned og regnede efter, kan det være, at man stadig har en promille om morgenen. Problemet er ofte, at de fleste ikke ved, hvor meget de fik at drikke, siger Jens Meldgaard Bruun.

Kvinden mere fuld

Alkoholen fordeler sig i cirka 60 procent af kropsvægten hos kvinder, mens den fordeler sig i cirka 70 procent af kropsvægten hos mænd.

– Det betyder, at hvis en mand og kvinde med samme vægt drikker samme antal genstande, vil kvinden få en højere promille end manden, forklarer Jens Meldgaard Bruun.

En julefrokost byder ofte på tung, fedtrig og saltholdig mad, og især de tunge retter ændrer hastigheden, hvormed alkoholen optages i kroppen på.

Men uanset hvor meget mad, man spiser, og hvor meget vand, man drikker, er en genstand stadig en genstand. Derfor kan mange stadig have en promille dagen efter, pointerer Jens Meldgaard Bruun.

Det er blandt andet en af grundene til, at politiet som en del af sine julefrokostkontroller også er på vejene lørdag og søndag morgen og formiddag, siger politiassistent Christian Berthelsen fra Nationalt Færdselscenter.

– Vi ser desværre, at nogle kører ud efter morgenbrød, men stadig er spirituspåvirkede, fordi det simpelthen ikke er kommet ud af kroppen endnu. Vi ser også nogle, som måske har været kloge nok til ikke at tage bilen hjem, men tager ud og henter den næste dag. De kan stadig være spirituspåvirkede, hvis de får hentet den for tidligt.

Flere er i tvivl

I en undersøgelse, som Epinion lavede for Rådet for Sikker Trafik og Trygfonden i første halvår af 2017, svarede 13 procent af de 1400 adspurgte, at de inden for det seneste år havde kørt bil, selv om de var i tvivl om, hvorvidt de havde drukket for meget – af dem svarede 25 procent, at det var dagen derpå.

– Nogle få er godt klar over, at de stadig er påvirkede, fordi de faktisk godt kunne mærke det, da de stod op. Men de fleste bliver voldsomt overraskede, når de bliver stoppet dagen efter med promiller i blodet, fortæller Christian Berthelsen.

– Det kan godt være, at nogle måske bare føler sig lidt rundtossede og tænker, at de nok bare er trætte, men rent faktisk er spirituspåvirkede og får sat sig ud i bilen, siger han og understreger, at træthed dagen efter også udgør en enorm færdselsrisiko.

Derfor er politiets budskab klokkeklart: Lad cyklen og bilen stå – også dagen efter.

– Der er så mange muligheder for at tage offentlig trafik, en taxa eller blive hentet og bragt, siger Christian Berthelsen.

Kan få vidtrækkende konsekvenser

Det råd skulle en 28-årig ukrainer nok have fulgt, for han sidder for alvor i saksen efter lidt for våde ærinder i bil. Står det til anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi skal den unge mand nemlig udvises fra Danmark for to tilfælde af spritkørsel. Det skriver Jv.dk. 

Han er tiltalt for både spirituskørsel og for at have forvoldt en alvorlig trafikulykke i juli, mens de to tilfælde af spirituskørsel er fra henholdsvis februar og maj måned. Han er flyttet til Danmark for at arbejde, og han har været i landet siden 2016.

– Kriminalitetens karakter, hvor man er til trussel og fare for andre, sammenholdt med hans ringe tilknytning til Danmark, kan føre til en udvisning. Det strider ikke imod internationale konventioner, sagde anklager Kristen Ege ved retten, ifølge Jv.dk.

Powered by Labrador CMS