Julemandens skæg er lavet af dyrehår

Det kræver noget helt særligt at være julemand. Netop det besidder Kenneth Baun, der er julemand i Tivoli Friheden.

Udgivet Opdateret

‘Mor, se!’ udbryder et barn.

‘Han er derinde’ siger en ung kvinde til en anden, da hun kigger ind af et vindue.

Artiklen fortsætter efter videoen

Ham, de taler om, er naturligvis højtidens hovedperson, julemanden.

Kenneth Baun kan ringe med klokken

Det er ikke synsbedrag. Inde i julemandens hytte, der er placeret i Tivoli Friheden i Aarhus, sidder en mand klædt i rødt med langt, hvidt skæg. Ved sin side har han en klokke, som kun julemanden kan ringe med. Hvis andre prøver, kan de ikke.

Men det er faktisk løgn. For Kenneth kan. Det er nemlig ham, der gemmer sig bag skægget.

En tilfældighed

Det var lidt tilfældigt, at han endte med også at påtage sig rollen som julemand.

– Tryllekunstner var jeg først, så fik jeg julenissen Julius, som jeg var til alle mulige firmaarrangementer med. Så var det, at Niels Ingolf, som er julemand i Tivoli i Aalborg og i centret deroppe, manglede en julemand. Han gav mig musikken og forklarede mig, hvordan jeg skulle være julemand. Så har jeg været julemand siden, siger han.

Selvom julemuzakken kører, som man troede, den var gået i hak, så er der ingen, der er irriteret. Det eneste, der kan frembringe en snert af ophidselse er, når de voksne opdager køen, der danner en slange ud af julemandens hytte.

Artist med scenerekord

I flere år har Kenneth Baun prydet friluftsscenen i november og december, når Tivoli Friheden åbner op til jul.

– Jeg er jo den artist, der har været længst på scenen i minutter. Længere tid end Rasmus Seebach, siger Kenneth Baun med et smil.

Og han er ikke færdig med at sidde på scenen. For nylig har han indvilliget i at være julemand i Friheden helt frem til 2023.

Det er noget, han har sagt ja til, fordi han for det første er glad for samarbejdet med Tivoli Friheden, men også fordi han føler, at han kan gøre en forskel for dem, der besøger hans hytte.

– Jeg vil gerne ligne julemanden, men jeg vil også gerne sige noget fornuftigt til børnene, sådan så det ikke bare er hat og briller. Jeg prøver at se, om jeg kan præge dem lidt, for julen handler ikke kun om at få. Den handler ligeså meget om give. Hvis der ikke er nogen, der giver noget, er der heller ikke nogen, der får noget, siger Kenneth Baun.

På trods af, der hurtigt kan komme en lang kø, er Kenneth Baun god til at give sig tid til alle sine besøgende. Den egenskab er der en ventende far, der lurer ind af ruden i julemandens hytte, der konstaterer.

Snakken går blandt andet om, at børn sagtens kan give ved at tømme opvaskemaskine, for det er ikke nødvendigvis noget, som forældrene synes er sjovt, lyder det fra julemanden.

Juleskæg af ægte hår

Kenneth Baun har klædt sig, som han mener, at julemanden ser ud, derfor er sættet måske også en dybere rød end før set, mens der også er tænkt over skægget.

– Skægget får jeg lavet i Sverige. Det er håndsyet. Det er ægte hår fra et eller andet dyr. Mit overskæg ville jeg egentlig gerne have haft så anderledes ud, men det er måske bare mig, siger Kenneth Baun, der har sans for detaljerne, når han klæder sig på som julemand.

Omhyggeligheden bliver anerkendt af de besøgende, der giver hinanden ret i, at julemanden er flot.

Netop det med at have en professionel indstilling til arbejdet som julemand er noget Kenneth Baun deler med de øvrige medlemmer af Dansk Julemands Laug.

– Foreningen bruges til at finde nogle ligesindede, som tager det at være julemand seriøst. Det er nogen, man kan sparre med om nogle gode støvler eksempelvis, siger oldermand i Dansk Julemands Laug Mikael Kristensen, der også påpeger, at der følger en del sociale ting med medlemsskabet.

Desuden mødes mange af medlemmerne også, når der hvert år er verdenskongres på Bakken, der er foreningens største event.

Vil lave julemandsskole

Der findes ikke kun julemænd i Dansk Julemands Laug. Der er også plads til nissekoner. Ja, faktisk er der plads til mange flere, for foreningen søger nye medlemmer.

Det er dog ikke, hvem som helst, der bliver optaget som medlem.

– Vi skal fornemme, at der er en vis professionalisme hos kandidaten, og er der det, så er vi villige til at hjælpe kandidaten på vej til at blive en endnu bedre julemand, siger Mikael Kristensen.

Oldermanden regner med, at der kommer en god håndfuld ansøgere i år. Og formentlig vil flere af dem blive evalueret til at kunne blive medlem.

Men i Dansk Julemands Laug tænkes der også i nye baner. Den næste store idé er julemandsskole.

– Vi har nogle medlemmer, der har været på julemandsskole i USA. Hvordan vi kan lave en dansk version af det, har vi blandt andet diskuteret på møder, for i Danmark er julemanden mere interaktiv end i USA, siger oldermanden, der antyder, at skolen fortsat befinder sig i idéfasen.

Julemanden skal ikke sidde alene

Det er dog ikke en skole, som Kenneth Baun burde lade sig skrive ind på.

Selv om der nu er gået mere end en time, siden han satte sig i julemandens stol, er der fortsat en kø at finde ude foran julemandens hytte.

Når der en sjælden gang ikke er det, så bevæger julemanden sig ud i parken, for “julemanden skal ikke sidde alene”. Det er nemlig ikke en julemands mentalitet, mener Kenneth Baun.

Julemandsgerningen er vokset på Kenneth Baun, der nu holder uendeligt meget af den. Så meget at han opdager små detaljer, som ellers er nærmest usynlige for andre.

– Nu kunne jeg lige høre på mig selv, at den der glædelig jul, den sidder sådan lidt … Jeg skal passe på, at den ikke bliver rutine, for jeg skal jo mene det, siger han.

På sin runde i Tivoli Friheden bliver julemanden stoppet et utal af gange af både store og små. Alle får en kommentar med. Blandt alle besøgende breder smilene sig, når julemanden ønsker dem en glædelig jul.

Måske de allerede har lært noget af julemanden, for de giver glædeligt et “i lige måde” tilbage. Julen handler jo ikke kun om at få, men også om at give.

Powered by Labrador CMS