Kæmpe nedtur for Christiania

Christiania vil stå over for store problemer, hvis beboerne siger nej til almene boliger, siger deres advokat

Udgivet Opdateret

Det vil koste hver christianit mere end 3000 kroner om måneden, og det kan ende med fristadens konkurs, hvis Christiania vælger at sige nej til en aftale med regeringen om at bygge hundredvis af almene boliger.

Det siger Knud Foldschack, der er Christianias advokat, til Politiken.

Christianitterne har bedt Knud Foldschack regne på, hvad det vil koste dem at sige nej til regeringens aftale.

Uoverskueligt

Og det vil bringe Christiania i en økonomisk uoverskuelig situation, lyder det.

- Alene istandsættelse af de statsejede bygninger, som Christiania har forpligtet sig til at renovere, koster mindst 25 millioner kroner. Og det vil koste omkring syv millioner kroner at fjerne og genopbygge de huse, som staten kræver ryddet, siger han til Politiken.

Normalt blander Knud Foldschack sig ikke i diskussionerne om fristadens fremtid.

Plejer at holde sig i baggrunden

Som advokat for Fonden Christiania og medlem af bestyrelsen plejer han at holde sig i baggrunden, når christianitterne skal træffe beslutninger.

Men ikke denne gang. Han anbefaler, at Christiania tager imod tilbuddet.

For han mener, at Christiania risikerer at gå konkurs, hvis ikke beboerne siger ja til aftalen. Det vil ikke nødvendigvis ske med det samme, men så om nogle år.

Christiania risikerer konkurs.
Christiania risikerer konkurs.

Om Christiania:

* Christianiaområdet udgør cirka 32 hektar, svarende til 320.000 kvadratmeter.

* Efter overdragelsen af bygninger og arealer på Christianiaområdet til Fonden Fristaden Christiania 1. juli 2012 ejer fonden nu cirka 7,3 hektar, mens staten fortsat ejer resten.

* Christiania blev stiftet 26. september 1971. Der bor cirka 630 voksne og cirka 130 børn på Christiania.

* Der er i alt cirka 325 bygninger, der udgør et samlet etagemeterareal på 66.000. Siden 1. juli 2012 ejer Fonden Fristaden Christiania cirka 50.500 etagemeter.

Kilde: Bygningsstyrelsen

Skal have flere boliger

Omvendt siger byhistoriker Allan Mylius Thomsen, der har et indgående kendskab til Christiania, at et ja vil være "den endelige lovliggørelse af Christiania". Det siger han til Politiken.

Aftalen, som den socialdemokratiske regering har tilbudt Christiania, indebærer, at der frem mod 2031 skal opføres 15.000 kvadratmeter almene boliger på fristaden.

Det svarer til omkring en tredjedel af det boligareal, der i dag findes.

Vækker bekymring

Til gengæld får Christiania lov til at købe en del af Christianshavns Vold og de boliger, som de lejer af staten.

Dem har staten tilbudt at sælge for 67 millioner kroner i statsgaranterede lån.

Tilbuddet har dog vakt bekymring blandt christianitter for, hvordan de almene boliger, der i så fald skal bygges, kan spille samme med det eksisterende Christiania, og hvem der skal bo der.

Kan få konsekvenser

Beboerne på Christiania har af indenrigs- og boligminister Christian Raabjerg Madsen (S) fået frem til 29. august til at beslutte sig for, om de vil tage imod statens tilbud.

Afslår christianitterne regeringens tilbud, vil det få "en stribe konsekvenser", har Indenrigs- og Boligministeriet tidligere meddelt.

Powered by Labrador CMS