Kæmper med selfie-turister: “Idioti”

I Norge er de stødt på et uventet fjeld-problem.

Flot er det da – men også livsfarligt. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

I nabolandet Norge døjer de for tiden med et lidt uventet og på sin vis narcissistisk problem.

Landets imponerende fjelde har nemlig en helt særlig tiltrækningskraft på nogle særlige turister, skriver Sunnmørsposten. 

Som det er tilfældet i Danmark, har nordmændene i stor stil holdt ferie i hjemlandet, og det har fået mange til at åbne øjnene for de spektakulære fjelde og skove i for eksempel Møre og Romsdal. Her ligger det vildt populære Flydalsjuvet.

En hurtig søgning på det sociale billedmedie Instagram viser da også, hvor populært et sted det er – og billederne vækker opsigt, skriver avisen. Selfies så langt øjet rækker, og flere af dem er med så halsbrækkende positurer, at lokale politikere har måtte råbe op.

– Folk risikerer liv og helbred bare for at få et billede, der er lidt bedre end de andre. Det er helt sort. Det er ganske utroligt, at de gør det, når de ved, hvor farligt det er. Det er bare et spørgsmål om tid, før der sker noget fatalt. Det er ren idioti, siger eksempelvis borgmester Jan Ove Tryggestad fra Stranda til VG.

Ved at søge på det såkaldte hashtag #flydalsjuvet kan du selv se billederne på Instagram.

Indtil videre har 718 mennesker i Norge ringet efter assistance til at komme ned fra bjerge – forskellen fra tidligere år er, at det i høj grad er nordmænd.

Powered by Labrador CMS