Kan du klage over manglende sne på skiferien?

Nogle selskaber lokker med snegaranti, men det milde vejr kan gøre det svært at leve op til garantierne. Se, hvordan det stiller dig som forbruger.

Udgivet Opdateret

Der står skiferie med versaler hen over den kommende uge i kalenderen. Taskerne er pakket, skitøjet fundet frem, og rejseleverandøren har lokket med snegaranti. Men da I lander på destinationen, er der grønne græstoppe og lukkede pister i sigte. Det milde vejr har nemlig også ramt en del af de klassiske skidestinationer.

– Det har været ret lunt, og det har været et problem i forhold til sneen, siger Anne Helene Koch Borrits, som er operativ meteorolog hos DMI.

I det sydlige af Sverige kan det være svært at få sne under skiene. Men skal I til alperne på vinterferie, tegner det bedre.

– Fra fredag, hvor mange tager afsted på skiferie, ser det rigtig mildt ud med nogen sol og snevejr. Men i starten af næste uge nærmer sig en koldfront med sne, fortæller Anne Helene Koch Borrits.

– Fra i løbet af mandagen og frem til onsdag i uge syv vil det sne i den nordlige og vestlige del af Alperne. Den sydlige del af Alperne ligger i læ med mest tørt vejr, fordi fronten med sne kommer fra nordvest, tilføjer hun.

Hvad siger garantien?

Hvis du ender i skrækscenariet, hvor der ikke er den garanterede sne, så kan du være berettiget til at hæve aftalen eller få kompensation for en del af prisen.

Men det afhænger af, hvad der står i den garanti, selskabet har givet.

– Garantien er en aftale, så man skal læse, nøjagtigt hvad selskabet har skrevet, at de skal overholde, siger Lars Arent som er leder hos Forbruger Europa.

Der kan nemlig være taget en række forbehold. Eksempelvis at der stadig er adgang til at stå på ski, hvis bare der er et lille antal pister åbne. Også selv om det langtfra lever op til alle billederne i brochuren.

Det kan også være, at selskabet har dækket sig ind ved at tilbyde en skibakke med kunstsne.

– Man kan skrive sig ud af mange ting, og det gør selskaberne også et langt stykke hen ad vejen, siger Lars Arent.

Hvad skal der faktisk mangle?

Den ene del handler altså om, hvad der helt nøjagtigt skal til for at overholde garantien.

Men hvis selskabet ikke lever op til det, de har lovet, kan der også være nogle betingelser, som du skal leve op til for at benytte garantien.

Betingelserne kan variere fra selskab til selskab.

– Det kan eksempelvis være at tjekke deres hjemmeside i dagene op til, kontakte selskabet og gøre garantien gældende, allerede før man tager afsted, siger han.

Opdager i først på destinationen, at der ikke er sne at komme efter, så gør selskabet opmærksom på det med det samme – og gerne på skrift.

– Hvis du klager på destinationen, så følg op med en mail, så du ikke efterfølgende har problemer med at bevise, at du har klaget, siger Lars Arent.

Hvis forholdene er meget dårligere end forventet, kan du måske få en reduktion i prisen. Hvis der slet ikke er mulighed for at stå på ski, har du ret til at få dine penge igen.

Powered by Labrador CMS