Kan koste dig dyrt: Vil du af med sommertid?

Det ser ud til, at et flertal af europæerne ville elske at slippe for at skulle ændre på tiden to gange om året, men EU er ikke klar

Udgivet Opdateret

Natten til søndag skal vi endnu en gang stille urene en time tilbage, fordi det er slut på sommertiden for i år, og nej – det bliver ikke sidste gang, selvom mange måske havde troet eller ligefrem håbet det, skriver Kristeligt Dagblad.

EU-Kommissionen kom sidste år med et forslag, der vil stoppe de årlige skift og give de enkelte lande lov til selv at vælge, om de vil have permanent sommer- eller vintertid.

Den sidste kaldes officielt standardtid.

Diskussionen for og imod er livlig, men foretagendet er tilsyneladende gået lidt død i EU-systemet, til trods for at Bruxelles her ser ud til at have en vindersag.

Kommissionen spurgte sidste år unionens borgere til råds og fik 4,6 millioner svar, det største antal nogensinde i sådan en
internetkonsultation.

84 procent sagde ja.

I galleriet ovenfor kan du se, hvordan skiftet til sommer- og vintertid kan koste dig kassen.

Franskmænd er enige

En anden afstemning på internettet i juni i Frankrig gav samme resultat.

Europa­udvalget i Nationalforsamlingen spurgte franskmændene, om de gerne ville slippe for at skulle stille urene frem og tilbage to gange om året.

Artiklen fortsætter under videoen

Ifølge netmediet Politico deltog 2,1 million mennesker i afstemningen, og 84 procent sagde ja. 59 procent foretrak permanent sommertid, 37 procent permanent vintertid.

Europa-Parlamentet vedtog i marts i år forslaget til en ændring af direktivet, der skal træde i kraft fra 2021, men der er uenighed og bekymring i EU-landene for, hvad det vil betyde.

– Det nytter ikke noget, at vi risikerer, at man skal sætte uret en time tilbage for at rejse til for eksempel Sverige, for så at sætte uret to timer frem, når man skal videre til Finland, lød det i marts i et læserbrev i Fyens Stiftstidende om en af de store indvendinger.

Brexit kan give bøvl

Og Brexit ser ud til at kunne give forhindringer også her. Ifølge avisen The Irish Times har den irske regering for nylig erklæret, at den er imod og vil arbejde for at lægge forslaget ned. Irerne er bange for at ende på en anden tid end Nordirland.

Østrigerne har før sagt, at det vil tage tid at forberede en reform, som vil få indflydelse på alt fra malkning til tog-
trafik.

– Vi kan roligt indstille os på, at vi også skal sætte uret frem sammen med havestolene til næste år. For selvom vi har vedtaget forslaget i Parlamentet, så skal medlemslandene også godkende det, og det er de ikke så hurtige til, konstaterer Christel Schaldemose, socialdemokratisk medlem af Europa-Parlamentet, hvor hun stemte ja til forslaget i foråret.

Powered by Labrador CMS