Kan være livsfarligt: Disse rengøringsmidler må du aldrig blande

Det kan gå gruelig galt, hvis du kommer til at blande nogle typer af rengøringsmidler. Så lad lige være med det.

Offentliggjort Sidst opdateret

En undersøgelse viste i 2017, at mere end hver fjerde dansker bruger klor i husholdningen, selv om det faktisk kan udgøre en ret stor miljørisiko. Stoffet, der i sig selv er en gulgrøn gas med potente dræberegenskaber, bruges som ingrediens i mangt et rengøringsmiddel, skrev Samvirke i den forbindelse.

Klor er effektivt til både at blege og desinficere, men det er også farligt, fordi det nedbryder vandorganismer. Det fortalte Sidsel Dyekjær, biolog fra Miljø- og Fødevareministeriet, til Samvirke. Hun fraråder helt at bruge klor i husholdningen.

Det er dog ikke den eneste grund til at være varsom med det giftige stof, når den står på hovedrengøring. I meget blegemiddel er der nemlig klor i, og blegemiddel kan udgøre en stor og potent risiko for dig som forbruger – hvis du altså blander det med en række andre ting, som vi typisk benytter til almindelig rengøring i hjemmet.

Affald.dk skriver blandt andet, at klorholdige rengøringsmidler, der i øvrigt er forsynet med faresymbolet for ætsningsfare, kan udvikle farlige gasser, hvis det kombineres med syre. Det skyldes, at klor er basisk.

Farlige blandinger

I galleriet over artiklen kan du se seks eksempler på farlige blandinger af rengøringsmidler. Listen er lavet af Good Housekeeping, der siden 1920’erne har delt gode råd til husmødre og siden da også -fædre.

– Folk tror ofte, at hvis et produkt er effektivt, så bliver det endnu mere effektivt, når det blandes med et andet, siger Carolyn Forte, der er leder af Good Housekeeping Instituttets rengøringslaboratoirum.

Sådan er det bare ikke altid.

– Visse produkter, der er sikre at bruge særskilt, kan nogle gange skabe farlige gasser og andre farlige kemiske reaktioner, når de blandes med andre produkter, siger Nancy Bock fra det amerikanske rengøringsinstitut til Good Housekeeping. Hun anmoder derfor om, at man altid læser grundigt på rengøringsmidlernes ingredienslister.

Powered by Labrador CMS