Kan vinde fin pris

Anders W. Berthelsen og Sofie Torp er også blandt de nominerede til Svend Prisen 2023

Udgivet Opdateret

De kendte navne står i kø på listen over de nominerede til Svend Prisen 2023.

Blandt andet er Hella Joofs film "Meter i sekundet" nomineret til Årets danske film, som er en af priserne, der uddeles i Krøyers Have i Svendborg den 30. august.

Julie Rudbæks film "Elsker dig for tiden" og Paprika Steens film "Fædre og mødre" er også nomineret i samme kategori.

"Dansegarderoben"

I kategorien Årets Danske Tv-dramaserie er TV 2-serierne "Dansegarderoben" og "DNA sæson 2" nomineret.

Udenlandske film har også prydet biograflærredet i de danske biografer i år, og "Avatar 2: The Way of Water" er blandt de nominerede til Årets udenlandske film.

Film, skuespillere og serier er nomineret på baggrund af de seneste 12 måneders mest populære biograffilm og tv-serier. De ti nominerede danske film er baseret på antallet af solgte billetter.

Filminstruktør og skuespiller Hella Joofs film 'Meter i sekundet' er en af de danske film, som er nomineret til Årets danske film til Svend Prisen 2023. (Arkivfoto).
Filminstruktør og skuespiller Hella Joofs film "Meter i sekundet" er en af de danske film, som er nomineret til Årets danske film til Svend Prisen 2023. (Arkivfoto).

Nomineret for "Bamse"-rolle

På baggrund af de nominerede danske film har juryen udvalgt de nominerede skuespilpræstationer.

Her er Sofie Torp blandt andet nomineret til Årets kvindelige skuespiller for sin rolle i "Meter i sekundet" og Clara Rosager er nomineret i samme kategori for sin rolle i "Kysset".

I kategorien Årets mandlige skuespiller er Anders W. Berthelsen nomineret for sin rolle i "Bamse", og Dar Salim er nomineret for sin rolle i "Underverden 2".

Bier i fokus

Svend Hædersprisen uddeles udelukkende af Svend Prisens jury, og i år tilfalder den Susanne Bier, der hædres for sit enestående arbejde i danske og internationale film i over 35 år. 

Hun vil derfor også være i fokus ved en række arrangementer under Svend Filmdage.

Blå bog: Susanne Bier

Her kan du læse mere om den danske instruktør Susanne Bier

* Født den 15. april 1960

* Vokset op i København

* Danner par med Jesper Winge Leisner og er mor til to børn.

* Dimitterede fra Den Danske Filmskole i 1987.

* Lavede i 1991 sin første spillefilm, “Freud flytter hjemmefra”.

* Fik for alvor sit gennembrud med komedien “Den Eneste Ene” i 1999.

* Var i 2007 nomineret til en Oscar for “Efter Brylluppet”, men Bier vandt ikke.

* Blev tildelt ordenen Ridder af Dannebrog i 2010.

* Vandt i 2011 en Golden Globe og en Oscar-statuette for bedste udenlandske film med “Hævnen”.

* Vinder i 2016 en Emmy for bedste instruktør med miniserien “Natportieren”.

Kilde: Ritzau

Afstemningen er åben fra den 6. juli til den 28. august. Og det er 19. gang, at instruktører og skuespillere kan se frem til en hyldest for deres præstationer.

Skuespiller Dar Salim er nomineret i kategorien Årets mandlige skuespiller for sin rolle i filmen 'Underverden 2' til Svend Prisen 2023. (Arkivfoto).
Skuespiller Dar Salim er nomineret i kategorien Årets mandlige skuespiller for sin rolle i filmen "Underverden 2" til Svend Prisen 2023. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS