Kaotiske scener ved mindeoptog: Men politiet har kun rosende ord

Kolossalt mange mennesker deltog fredag aften i mindeoptog til ære for afdøde Kim Larsen.

Udgivet Opdateret

Der var så mange mennesker til stede ved et mindeoptog i København til ære for afdøde Kim Larsen, at politiet på Twitter måtte bede folk om at holde sig væk fra endedestinationen Nytorv/Gammeltorv. Bilister havde stort set ingen mulighed for at passere heller.

Til trods for det, så er der lørdag store roser fra ordensmagten til de mange deltagere ved mindeoptoget, der begyndte klokken 18 på Christianshavn, hvor Larsen slog sine folder som ung. Herfra gik de mange tusinde mennesker over Langebro for at mindes de gyldne Gasolin-dage i halvfjerdserne.

– Det forløb glimrende, og der var fantastisk stemning. Stor ros til alle deltagerne. Jeg tror kun, vi noterede en enkelt mindre hændelse, og det var vist ikke en gang en, der havde deltaget i optoget, siger Henrik Brix fra Københavns Politi til Newsbreak lørdag.

Over 30.000 deltagere

Som optoget i København tog form skønnede politiet, at der var omkring 10.000 deltagere, der ville hylde nationalskjalden, som døde 30. september efter i noget tid at have været syg af prostatakræft.

Hurtigt måtte ordensmagten opgradere den vurdering, for pludselig lød tallet på 30.000, og det skabte udfordringer, for på Gammeltorv og Nytorv kan der skønsmæssigt være godt 12.000 mennesker. Flere, der deltog eller på anden vis så optoget, vurderede desuden, at politiet skøn var meget lavt. Andre vurderede, at der nærmere var 50.000.

– Vi siger, at der var et pænt stykke over 30.000 deltagere. Nærmere kan vi ikke komme det, siger Henrik Brix, der igen benytter muligheden til at rose stemningen og den manglende ballade, der kan opstå, når mange er samlet. “Vi forventede nu heller ikke andet”, tilføjer han.

En stor kunstner

Arrangørerne Jeppe Bjørnberg Hansen og Camilla Christensen var forud for optoget stolte og glade for, at mange havde tilkendegivet støtte til optoget.

– Kim Larsen er blevet kaldt nationalskjald, og er i min optik en kunstner i liga med H.C. Andersen og Søren Kierkegaard. Han har givet så mange danskere så meget, så jeg føler, at vi skylder ham en hyldest, sagde Bjørnberg Hansen forinden optoget til Ritzau.

Næppe havde han dog forestillet sig så massivt et opbud.

Også i Odense og Aarhus var der arrangeret store optog, mens der i flere byer rundt om i landet ligeledes var mindre mindehøjtideligheder til ære for Kim Larsen.

DR holder søndag stor mindekoncert, hvor Kim Larsen-numre bliver nyfortolket. Den bliver sendt direkte på tv fra klokken 19:30.

Powered by Labrador CMS