Kend din form og vælg det rigtige tøj

Hver uge kommer der nye varer i stangbutikkerne, og det kan være fristende at hoppe med på den nyeste trend, selv om den måske slet ikke klæder dig.

Udgivet Opdateret

“Vælg tøj til din figur” er et råd, de fleste har hørt, men hvordan følger man det lige?

Det kan være, du skal droppe at hoppe med på den seneste mode med sennepsgule bluser, store dynejakker eller stumpede bukser.

Din kropsform afgør nemlig langt hen ad vejen, om det er en stram nederdel, nedringet bluse eller højtaljede bukser, der klæder dig bedst.

Vælg tøj til din figur

Når man skal finde tøj, der sidder godt, så skal man have fokus på flere ting, mener Mette Terkildsen. Hun er lektor på Via Design i Herning og uddanner designteknologer.

Man skal både finde tøj, der æstetisk lever op til det udtryk, man gerne vil signalere, og finde tøj der passer til ens kropsform.

– Man skal kigge på, hvad det er for et udtryk, man gerne vil opnå, når man kigger sig selv i spejlet. Så du skal kigge på din egen silhouet og tænke over, hvad der komplementerer den form, siger Mette Terkildsen og fortsætter:

– Man har nogle punkter på kroppen, som man er glad ved, og nogle man ikke er glad ved. Og man skal fremhæve de steder, man er mest glad ved, siger hun.

Skab harmoni med dit tøj

Hvordan man gør det, ved stylist Tini Owild fra Stylewise en hel del om. Hun lægger vægt på, at man skal skabe harmoni, når man vælger tøj.

De bedste råd - uanset din kropsform

Det skal du gøre

Blusen ind i bukserne: Det får dig til at se slankere ud. Husk at hive lidt op i blusen, så stoffet poser ud over bukselinningen.

Køb et par gode bukser: De skal sidde godt, ikke være for lavtaljede og have den rigtige længde.

Skab kontraster: Gør det med længder og former. Tag for eksempel en lang cardigan på over en kort nederdel.

Ankelstøvler med brede skafter: Hvis der er lidt luft rundt om benet. der hvor det stikker ned i støvlen, kommer det til at se smallerede ud, end hvis skaftet slutter tæt.

Op på hæl: Det behøver ikke være de tårnhøje stiletter, men en lille hæl giver bare lidt ekstra til holdningen og højden.

Brug print: Det giver liv til tøjet og er et fint kompromis, hvis du ikke er til massere af farver.

 

Det skal du undgå

T-shirt over bagdelen: Mange gør det for at skjule lår og numse, men det fremhæver bare området og får dine ben til at se kortere ud.

Midt på læggen: Hold dig fra bukser, der slutter midt på læggen. Benene bliver tykkere og kortere at se på.

Pas på lagene: Drop lag på lag i store mængder, medmindre du er helt slank og høj. Din krop forsvinder i det, især hvis det hele er lange længder.

Strømpebukserne: Lad være med at bruge hudfarvede strømpebukser. De gør ikke noget godt for dine ben.

Slidte jeans: Pas på forslidte jeans. Den lyse farve gør dig bredere at se på.

De sværeste snit: Trapezformede Twiggy-kjoler og empire-snit er meget svære at bruge. Det samme gælder stramme højhalsede trøjer.

Kilde: Femina

Derfor må man også træffe nogle valg – og fravalg – der kan udelukke visse modeluner, hvis de ikke gør noget godt for ens udtryk.

– Hvis man ikke ønsker fokus på sin numse, så skal man have fokus et andet sted hen. Og det kan man gøre med farver, snit eller detaljer på toppen, så man kigger dér i stedet for, siger Tini Owild.

Har du smalle skuldre og er bred forneden, kan du fremhæve skulderpartiet for at skabe harmoni, lyder rådet.

– Du kan vælge et snit, der giver lidt bredere skuldre. Du kan måske også bruge lidt skulderpuder. Man kan desuden sætte en detalje ude på skulderen, det kan være en flæse eller en broche. Derudover kan du bruge bådudskæringen, da den trækker horisontalt, hvilket striber også gør, råder Tini Owild.

Sådan fjerner du fokus

Hvis du vil have fokus væk fra noget, så er det en god idé at tænke neutralt. Så undgå fokus på stedet med tydelige syninger på lommer eller andre særlige detaljer.

Har du en mere rund form, kan det være en fordel at finde tøj, der trækker lange linjer vertikalt. På den måde undgår man at forstærke det runde udtryk.

– Man kan bruge en tætsiddende stram bluse med en løs habitjakke over, som ikke strammer helt til, men som heller ikke må hænge for løst, siger Tini Owild.

Lad jakken stå åben, da det giver lange linjer.

Vælg farver til din hudfarve

Farvevalget har også en stor betydning. Visse farver gør, at man ser bleg og træt ud, mens andre ligefrem får én til at stråle og komplementerer ens hår, øjenfarve og hudfarve.

– Sæt tøjet op til ansigtet. Mister man farve, eller lyser man næsten op. Det er en god test, siger stylisten.

Er du vild med en modefarve, som desværre gør dig mere bleg end lækker, så behøver du ikke helt at undgå den, lyder rådet.

– Den farve, der er tættest på dit ansigt, er afgørende for, om du bliver bleg. Så har du den nye modefarve på et par bukser, gør det jo ikke noget, siger Tini Owild og fortsætter:

– Det er også afgørende, hvor stor en flade man bruger farven på. Hvis farven er en del af et mønster eller bliver brugt som en detalje i påklædningen – eksempelvis i et bælte – så kan den jo godt bruges, siger hun.

Klik igennem galleriet ovenover for at få tips til at følge rådet: “Vælg tøj til din figur”.

Kilde: Tini Owild.

Powered by Labrador CMS