Kender du en med en sort stationcar?

Hvem ejer bilen på billedet?

Politiet efterlyser denne bil – og ikke mindst den person, der kørte et sidespejl og en dør af en anden bil. Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi.
Offentliggjort Sidst opdateret

Vi kan jo alle komme til det; at ramme en anden bil, når vi bevæger os rundt i trafikken. Eller på en parkeringsplads, for den sags skyld.

Så er det god stil at lægge en seddel med navn og telefonnummer.

Det – blandt andet – glemte en bilist 18. juli i Bramming.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.

Her kørte en sort stationcar ned ad Storegade. Ud for nummer 23 rammer bilen en anden bil, hvor et sidespejl og en – åben – bildør bliver kørt af.

Det er nok svært at undskylde sig med, man ikke opdagede noget – alligevel valgte bilisten i den sort stationcar at køre fra stedet uden at give sig til kende.

Nu vil politiet gerne i forbindelse med ejeren af bilen.

Ved du, hvem der ejer bilen på billedet? Eller har du lagt mærke til en i din omgangskreds, hvis sorte stationcar fik en skade omkring 18. juli?

Så kontakt Syd- og Sønderjyllands Politi på telefonnummer 114. Sagen har journalnummer 3300-80112-00605-20.

Powered by Labrador CMS