Kendt komiker ‘ydmyget’ hos borgerservice

Komikeren skulle have et nyt pas. Det skulle vise sig at blive sværere end som så.

Komikeren Heino Hansen havde mandag store problemer hos borgerservice. KLIK og se hvorfor. Foto: Privat/Facebook.
Komikeren Heino Hansen havde mandag store problemer hos borgerservice. KLIK og se hvorfor. Foto: Privat/Facebook.
Udgivet Opdateret

For de fleste er det vel nærmest en formsag, når der skal et nyt pas i hus til den forestående ferierejse.

For andre kan en mindre fysisk defekt pludselig være årsag til, en dagligdags ting kan gå hen og blive til et større problem.

Det måtte komikeren Heino Hansen sande mandag, da han gik på sin lokale borgerservice for netop at få et nyt pas. Noget, han forøvrig gør jævnligt. Heino Hansen går nemlig rundt med sit pas i baglommen mere eller mindre som en form for fast påklædning.

– Det er fordi, min kæreste får så mange pakker fra Wish (netside, hvor man kan købe stort set alt. red.), siger Heino Hansen til Kendte.dk.

Komikeren skal i den forbindelse bruge passet, når han henter pakker til sin bedre halvdel. Og derfor forsvinder det rødbedefarvede altså ofte for Heino Hansen.

Nede hos borgerservice i Heinos lokalområde er man nu så moderne, at ansøgeren selv kan tage det foto, der skal i passet. Denne gang skulle altså vise sig at være en smule mere besværlig end de foregående.

I boksen

Heino Hansen sætter sig godt til rette og begynder proceduren. Det går fint – et stykke henad vejen. Ved punkt seks går det dog galt – og han må starte forfra. Samme resultat ved punkt seks. Og en gang til, før det går op for ham, hvorfor han ikke kan fuldføre sit forehavende.

På skærmen står der: ‘Foto ikke godkendt’ og ‘Se ind i kameraet’. Begge øjne skal i den forbindelse være helt synlige. Og det er altså her, det går galt; Heino Hansen er nemlig skeløjet. Så skeløjet, at han derfor har problemer med at kigge ind i kameraet med begge øjne. I hvert fald på én gang.

Præcis hvilken form for skeløjethed, som Heino Hansen – i fald, der er flere af slagsen – lider af, ved han ikke helt.

– Det er underligt, for nogle gange er det det ene øje, der er lige, nogle gange det andet, siger han.

Kan du se normalt?

– Jamen, det ved jeg jo ikke, jeg har kun prøvet at se på denne måde, siger Heino Hansen og lukker på den måde journalistens mund for en stund.

Walk-of-shame

Tilbage i boksen er der nu ikke andet at gøre end at kapitulere over for teknikken.

– Så jeg må gå den tunge ‘walk-of-shame’ op til skranken i borgerservice og fortælle damen, at jeg simpelthen er for skeløjet (til automaten), siger Heino Hansen.

Mange i køen

Heldigvis kan borgerservice tage pasfotoet manuelt – omend det ikke kom til at gå helt ubemærket hen.

– Hun gjorde alt, hvad hun kunne for ikke at grine, siger Heino Hansen, der også selv har svært ved at holde latteren tilbage.

Heldigvis lykkedes det den lattermilde offentligt ansatte at få komikerens kontrafej i kassen, så der nu er (endnu) et nyt pas på vej til ham.

Likes og kommentarer

Billedet fra automaten på borgerservice valgte Heino Hansen at dele på sin Facebook-profil. Det selvironiske opslag, der blandt andet er efterfulgt at #BareRejsUdenMig, er faldet i hans følgeres smag. I hvert fald har det i skrivende stund fået mere end 2400 kommentarer og 5.100 ‘likes.’

10 års jubilæum

Aktuelt har Heino Hansen 10 års jubilæum som komiker. Det fejrer han med et enkelt show på Bremen Teater 7. april. Et show, hvor alle 652 pladser er udsolgt.

Titlen er det samme, som hans show fra 2016, Heino i hegnet, der går ud på, at både komiker og publikum drikker sig fulde sammen. Og det glæder han sig til, om end det var hårdt at være på en sådan turne, hvor man skal drikke sig fuld ved hvert show.

– Det var hårdt de dage, hvor jeg havde to shows i træk. Men jeg forsøgte kun at have et om ugen, siger Heino Hansen.

Showet 7. april bliver altså en aflægger af forrige års.

– Bare 50 procent federe, som han udtrykker det og lover, at der kommer nogle meget ‘speciel guests’ på scenen. Hvilke, vil han dog ikke afsløre.

Derudover er der ikke noget umiddelbart i støbeskeen, men optræder til private arrangementer som bryllupper, firmafester og lignende.

Powered by Labrador CMS