Kendt tv-vært sælger sit ur – for 50.000 kroner

Han er ikke macho nok til at bære det, synes han. Det gør konen også.

Udgivet Opdateret

I april kom det frem, at coronakrisen også havde ramt ‘blærerøven’ Mads Christensen. Han havde derfor sat sit Rolex-ur til salg for at få penge i kassen.

Nu gør TV-værten Peter Ingemann ham kunsten efter under overskriften: “Mit yndlingsur skal sælges. Snøft snøft….jeg er jo konkurs og på tvang”.

Helt så galt er det dog ikke. Men Ingemann ved, om nogen, overskrifter sælger. Nu håber han så, at denne kan være med til at få hans IWC Big Pilot videre i verden.

En gammel drøm

Uret købte Peter for tre år siden.

– Jeg har altid drømt om det ur, siger Peter Ingemann til Newsbreak.dk.

Og det blev stort, da Ingemann altså for tre år siden kunne spænde det om håndleddet. Lidt for stort, faktisk.

– Uret er den lille model – 46 millimeter – men jeg har et lille håndled. Så det er for stort. Det er min kone enig med mig i, siger Peter Ingemann.

“Det kræver sin mand – og det er jeg ikke. Ja, det er pinligt men sådan er det”, som han skriver i sit salgs-opslag på sin Facebook-side.

IWC Big Pilot er en mindre model af det, som de tyske kamppiloter havde på armen under slaget om England i Anden Verdenskrig.

Bedste bud over 50.000

En sådan sag koster et godt stykke over 100.000 kroner. Uret købte Peter Ingemann dog brugt, og han sælger det derfor for bedste bud over 50.000 kroner.

– Det kan jeg få en bådebro for, som han siger.

Uret kommer uden kasse og papirer, men der er kvittering fra det, som Ingemann kalder en meget velanset urforretning.

Det er serviceret og har fået ny rem og beslag. Uret er cirka 15 år gammelt.

Ikke ur-løs

Peter Ingemann behøver dog ikke at gå ur-løs gennem livet.

– Jeg har mit Tag Heuer Monaco, siger han.

Ifølge TV-værten er han ikke typen, der gemmer sine ure væk på fløjlspuder i pengeskabe. De skal bruges.

– Jeg er ret hård ved mine ure. Mit Tag Heuer har jeg også svømmet med, siger han.

Det bliver da også bevidnet i TV-serien ‘Størst’ på TV2, hvor Peter Ingemann er i New York.

Her får han sit Tag Heuer renset hos urmageren på Grand Central Station. Samme urmager lavede også service på det, der nu er til salg.

Har du lyst til at byde på uret, så skal du skrive en personlig besked til Peter Ingemann via hans Facebook-side. 

Powered by Labrador CMS