Knæk (selv) Cancer og lev længere: Hold øje med disse symptomer

Disse syv symptomer kan være tegn på kræft. Knæk Cancer 2017 er startet.

Udgivet Opdateret

Knæk Cancer 2017 er i fuld gang.

I uge 43 kommer Knæk Cancer ud i landet og sætter fokus på oplysning og rådgivning – men du kan også tænde et lys for én, du holder af, høre musik, se ’Go ’aften Danmark’ live og meget mere.

Det oplyser Kræftens Bekæmpelse i en pressemeddelelse. Knæk Cancer 2017 er i gang. Og har været det siden mandag.

Og du kan selv være med til at knække den frygtelige sygdom. Hvordan kan du se i galleriet over artiklen.

Knæk Cancer-bussen er på tur rundt i landet og i dag, onsdag 25. oktober, er turen nået til Byparken i Vejle og torsdag holder den på Stændertorvet i Roskilde.

Sender live i TV

Rasmus Walter spiller torsdag i Roskilde i forbindelse med Knæk Cancer 2017. Foto: Sophia Juliane Lydolph/Scanpix.

Fra morgenstunden vil ’Go’ morgen Danmark’ sende live fra byen, og hele dagen vil der være aktiviteter, musik og foredrag for både børn og voksne.

Fra klokken 17.25 kan besøgende følge Michèle Bellaiche og holdet bag ’Go’ aften Danmark’, der sender live til klokken 19.00, og efterfølgende høre en mini-koncert med L.I.G.A. i Vejle samt Rasmus Walter og Pernille Rosendahl i Roskilde.

Michèle glæder sig

Mens Jes Dorph-Petersen bliver i ’Go’ aften Danmark’s studie i Tivoli, er Michèle Bellaiche på tur i Danmark. Hun får besøg af nogle af de mange danskere, der har haft sygdommen inde på livet, og forskere, der hver dag arbejder for at udvikle og forbedre kræftbehandlingen.

– Jeg glæder mig virkelig til at skulle med Knæk Cancer på tur rundt i Danmark. Det er helt særligt at opleve det sammenhold, Knæk Cancer 2017 skaber, og som kan mærkes i hver eneste by, vi besøger. Hvert år har det gjort stort indtryk på mig, hvordan man i de enkelte byer står sammen om den her sag og møder op på pladsen for at støtte og bakke hinanden op. Jeg er sikker på, at det igen vil blive en stærk og rørende oplevelse, som jeg glæder mig til at være en del af, siger Michèle Bellaiche i meddelelsen.

Knæk Cancer 2017 kommer landet rundt

Kræftens Bekæmpelses direktør, Leif Vestergaard Pedersen, glæder sig over, at Knæk Cancer også i år kommer rundt i landet.

– Knæk Cancer-kampagnen er ikke kun en indsamlingskampagne. Det er i lige så høj grad en oplysningskampagne. Jeg er stolt og taknemmelig over, at de fire kommuner, kræftrådgivninger, de frivillige i Kræftens Bekæmpelse og de lokale folk bag Stafet for Livet har planlagt en række aktiviteter og oplevelser samtidig med, at de hjælper med at samle ind til kræftsagen. Det er med til at gøre flere opmærksomme på, hvor vigtigt det er, at vi forebygger, når vi kan – og med til at skabe opmærksomhed om, at der er hjælp at hente, hvis sygdommen rammer. Derudover er det en kærkommen mulighed for at hylde de frivillige ildsjæle og de lokale initiativer, siger Leif Vestergaard Pedersen.

Lær om sygdommen

På pladserne, hvor bussen holder, kan de besøgende høre mere om de støtte- og rådgivningsmuligheder, der findes lokalt, og få gode råd om kost, motion og livsstil hos blandt andre diætister, sygeplejersker, fysioterapeuter og psykologer. Man kan også springe flere måneders venteliste over og få et gratis modermærketjek hos en hudlæge, komme til spørgetime om HPV, møde en rygestoprådgiver og lave en kreativ fortolkning af Knæk Cancer-blomsten i Det Kreative Værksted.

I alle byerne kan du møde en af de forskere, som arbejder på et af de – indtil videre – 221 Knæk Cancer-projekter, som er kommet i gang på baggrund af danskernes støtte.

For eksempel fortæller kræftforsker Morten Orebo Holmström i Roskilde om arbejdet med at udvikle en vaccine til behandling af knoglemarvskræft.

I løbet af dagen vil lokale motionsklubber, kor og musikere optræde. Lokale madboder og omkringliggende cafeer sørger for, at besøgende kan få stillet sulten, og madleverandørerne donerer samtidig overskuddet fra salget til Knæk Cancer 2017.

Tænd et lys i mørket

Når mørket falder på, holder den lokale ’Stafet For Livet’ en ’Knæk Cancer – Tænd et Lys’ ceremoni til støtte for dem, der er ramt af kræft, og til minde om dem, som er døde. I løbet af dagen kan man købe lysposer og dekorere dem med tegninger eller personlige hilsener.

I forbindelse med ’Tænd et Lys’ er der en tale, et musikalsk indslag og ét minuts stilhed. For dem, der ikke kan deltage, er der mulighed for at skrive en lyspose online, hvorefter de frivillige fra Stafet for Livet vil stille lysposen i den by, man ønsker.

De syv symptomer

Kræftens Bekæmpelse opfordrer til, at der holdes øje med især syv symptomer, der hver især kan være et tegn på kræft.

Klik dig igennem galleriet over artiklen – så kan du, hvis uheldet skulle være ude, komme til læge i tide.

Et besøg, der i sidste ende kan betyde forskellen på liv eller død.

Du kan også se flere videoer om cancer ved Kræftens Bekæmpelse HER.

Powered by Labrador CMS