Kolding-virksomhed puster nyt liv i historisk varemærke
Sam Partner har opkøbt G. Funder, der i over 100 år har fremstillet tov, børster og koste. Modernisering af sortimentet skal bringe de hæderkronede varer tilbage på hylderne.
Den historiske Vejle-virksomhed G. Funder begyndte produktionen af reb med hånd- og hestekraft helt tilbage i 1901 og tilbyder i dag et bredt udvalg af tovværk, liner, børster, koste og pensler.
Nu er det familieejede selskab blevet opkøbt af handelsvirksomheden Sam Partner A/S i Kolding, der er stærkt repræsenteret i de segmenter, hvor G. Funder over årene har tabt terræn. Michael Duus, stifter og direktør i Sam Partner, ser frem til at bringe de hæderkronede varer tilbage på hylderne i super- og byggemarkeder over hele Europa.
– Jeg glæder mig til at videreudvikle G. Funder, som er en historisk virksomhed. Sammen med den nuværende ledelse skal vi rykke G. Funder tilbage på sporet og genskabe det image, der i dag har mest tyngde i den modne del af befolkningen. Vi skal modernisere sortimentet, så varemærket igen bliver kendt af alle. Vi har i Sam Partner et bredt forhandler- og indkøbsnetværk, der giver os alle muligheder for at få G. Funders husholdningsprodukter ud til forbrugerne, fortæller Michael Duus, som sammen med G. Funders nuværende direktør, Carsten Filsø, fremover vil stå i spidsen for virksomheden.
Udvikling kræver medarbejdere
I storhedstiden havde G. Funder over 150 ansatte på fabrikken i Vejle. De ni tilbageværende medarbejdere bliver nu en del af Sam Partners organisation og bringer dermed det totale antal ansatte op i nærheden af 50. Michael Duus regner med, at han snart kan sige velkommen til yderligere medarbejdere.
– Det kommer til at kræve mange arme og ben at gøre G. Funder til en succes igen. Vi er derfor altid på udkig efter dygtige mennesker med det rigtige idekatalog og kendskab til branchen, siger Michael Duus i en pressemeddelelse.
Flere opkøb i vente
Sam Partner blev etableret i 2001 og har siden da vist imponerende vækstrater med flere gazelle-kåringer i Børsen. Virksomheden handler med nonfoodvarer fra Fjernøsten og Europa, og kunderne tæller en lang række super- og byggemarkedskæder i ind- og udland.
Det netop offentliggjorte 2014-regnskab vidner om en solid drift med økonomisk frirum til investeringer, og Michael Duus er åben over for yderligere opkøb.