Koldingfjord-kok vinder verdensmesterskabet
Kokkeelev Trine Thybo Rasmussen, Hotel Koldingfjord, har vundet verdensmesterskabet for konference-kokke under 26 år.
Kokkeelev Trine Thybo Rasmussen har ved organisationen IACC’s verdens mesterskab for kokke vundet en flot førsteplads.
IACC, International Association of Conference Centers, afholder hvert år konkurrence for talentfulde kokke på konferencecentere over hele verden. Ved verdensmesterskabet, der fandt sted i Fort Lauderdale, Florida, deltog ligeledes kokke fra konferencecentre i USA og Australien.
Opgaven bestod i at tilbede en konference hovedret, og der kunne arbejdes med råvarerne: oksefilet, kammuslinger og asparges.
Udover at skulle tilberede vinder-hovedretten har konkurrencedeltagerne også deltaget i en international konference om udvikling af ernæringsrigtige menuer på konferencecenter. Ved denne konference deltog Trine Thybo Rasmussen blandt andet med et indlæg om danske råvarer fremstillet efter bæredygtige og økologiske principper.
Stolt over Trines præstation
– Vi er meget stolte over Trine’s flotte præstation, der vidner om at dansk gastronomi er noget ganske særligt. Og så er vi naturligvis taknemmelige for at vi på Hotel Koldingfjord har fået lov til at deltage i udviklingen af Trine’s talent, fortæller administrerende direktør Peder J. Madsen.
Trine Thybo Rasmussen har været i lære som kok på Hotel Koldingfjord siden januar 2011.
Det høje tempo og den varierede arbejdsdag er en væsentlig driver for Trine, der nyder samarbejdet med gode, engagerede kollegaer.
Efter endt uddannelse i sensommeren 2015 ønsker Trine at videreuddanne sig enten i Danmark eller udlandet. Trine er bl.a. meget interesseret i konditorfaget, og målet er at føje en konditoruddannelse til det kommende svendebrev som kok.