Kom hjem fra biografen ramt af farlig sygdom

Det er, hvad der sker, når man går ind for at se Avengers: Endgame, smittet med en af de mest smitsomme sygdomme i verden.

Man ved en del om mæslinger. Blandt andet at vaccinen mod sygdommen ikke giver autisme, og at sygdommen er ekstremt smitsom. Også i en biografsal. Genrefoto.
Udgivet Opdateret

Du risikerer at komme hjem fra Avengers: Endgame med andet end glæden (eller skuffelsen) over at have set den seneste Marvel-film i biografen. Borgere i Orange County, der er en del af Los Angeles, bliver i hvert fald advaret om, at de kan være blevet smittet med mæslinger.

Det er nærmere bestemt biografgængere fra byen Fulton, der var i biografen samtidig med en kvinde, der siden fandt ud af, at hun var ramt af mæslinger. Problemet med netop mæslinger er, at det er en ekstremt smitsom sygdom, der især i gamle dage havde for vane at tage livet af børn.

Bolette Søborg, læge ved Sundhedsstyrelsen, har tidligere fortalt Newsbreak.dk, at én mæslingeramt person risikerer at smitte samtlige personer i en lufthavn, hvis vedkommende går en tur gennem lufthavnen.

– Det er stort set den mest smitsomme sygdom, vi kender, sagde Bolette Søborg til Newsbreak.dk.

Gik på arbejde og i biografen

L.A. Times skriver, at kvinden selv blev ramt af mæslinger, mens hun rejste i et andet, ikke nærmere defineret land, Hun gik på arbejde, og var i biografen, uden at vide, at hun var syg.

Det betyder, at biografgængere, der var i samme sal som kvinden, risikerer at være ramt af mæslinger, lyder advarslen fra de lokale myndigheder.

Nyheden kommer cirka samtidig med, at antallet af mæslingetilfælde i USA er det højeste i 25 år, skriver Reuters. Ifølge sundhedsmyndighederne i USA er der blandt andet så mange smittede, fordi der bliver spredt forkert information om faren ved vacciner.

Tror du på myter?

Det er en farlig myte, at vaccinerede børn er i fare for at få autisme, og det er en myte, der så sent som i marts 2019 blev aflivet af danske forskere.

Forskerne fra Statens Serum Insitut gennemgik data for hele 657.461 danske børn, født i perioden mellem 1999 og 2010. Samtlige bøærn var vaccineret med MFR-vaccinationen, der beskytter mod mæslinger, fåresyge og røde hunde, og blandt de mange børn fandt man 6517 med autisme, og det gav en klokkeklar konklusion. 7

”Autisme forekom lige hyppigt iblandt de børn, der var blevet MFR-vaccineret, og de i alt 31.619 børn, der ikke var. Derfor må vi konkludere, at MFR-vaccinen ikke giver øget risiko for at udvikle autisme,” sagde seniorforsker Anders Hviid fra SSI. Han står sammen med professor Mads Melbye står bag undersøgelsen.

Det er ellers let at undgå

Den viden har dog ikke helt nået staterne, hvor der nu er så mange udbrud af mæslinger, at man fra myndighedernes side må erkende, at mæslinger florerer uden problemer, og det frustrerer eksperterne.

– Det her er fuldt ud undgåeligt, siger Alex Azar fra de amerikanske sundhedsmyndigheder til Reuters.

– Vi ved, at vacciner er sikre. De er blandt de mest undersøgte medicinske produkter, der findes, siger Alex Azar til Reuters.

Alligevel er mæslinger i udbrud i omkring 22 stater. Man har endnu ikke konstateret nogle dødsfald som følge af sygdommen, men nogle mæslingeramte har fået lungebetændelse, mens andre er blevet indlagt som følge af sygdommen.

Powered by Labrador CMS