Kommune dropper fredag: Ansatte møder fire dage

300 administrative medarbejdere i Odsherred Kommune kan fra september holde fri hver fredag.

En ekstra dag hjemme i sofaen, men til hvilken pris? Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Arbejdsdagene bliver længere. Til gengæld får de ansatte en ekstra fridag.

De administrative medarbejdere på rådhuset i Odsherred Kommune på Vestsjælland skal fra september kun arbejde fire dage om ugen.

Det skriver A4 Nu.

Medarbejderne skal stadig arbejde 37 timer om ugen – herunder kan to timer bruges på såkaldt kompetenceudvikling.

Nemmere for borgerne

De nye arbejdstider skal gøre det lettere for de ansatte at strukturere deres tid, fortæller kommunaldirektør Claus Steen Madsen.

– Det er et spørgsmål om mere fleksibel arbejdstid. De ansatte vil have mulighed for at arbejde hjemme, men det skal også give en øget tilgængelighed for borgerne.

– Det skal nemlig være muligt at booke en tid så sent som klokken 19 med en sagsbehandler, siger Claus Steen Madsen til A4 Nu.

Arbejdstidsaftalen har været næsten to år undervejs og mangler nu blot den endelige godkendelse af kommunens økonomiudvalg og de involverede fagforeninger.

De nye arbejdstider iværksættes som et treårigt forsøg.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Aftalen betyder, at medarbejderne skal arbejde en halv time længere tre dage om ugen, fortæller Eva Haupt-Jørgensen, som er fællestillidsrepræsentant for HK’erne i Odsherred Kommune.

De ansatte har i dag en lang arbejdsdag torsdag, hvor de arbejder omkring ti timer. Fremover kan de selv bestemme, hvilken ugedag de vil arbejde ti timer.

– Borgerne kommer til at få en bedre service, for vi vil kunne træffes på langt flere tidspunkter, end vi kan i dag. Den fredag, der bliver sløjfet, vil blive fordelt ud over resten af ugen, siger Eva Haupt-Jørgensen.

De to timers kompetenceudvikling, som er på programmet, kan medarbejderne selv placere i løbet af ugen. Men indholdet skal godkendes af en leder. Det kan eksempelvis være læsning af lovstof.

Powered by Labrador CMS