Kommune: “I er hundehoveder og hængerøve”

Skælder ud på hærværksfolk, som har smadret toilet

Udgivet Opdateret

Se flere billeder i galleriet herover

Tønder Kommune giver den for alvor sprogligt gas, efter at et toilet på Mellemgade i Skærbæk er blevet udsat for et voldsomt hærværk.

– Hundehoveder og hængerøve, lusede amatører, elendige klamphuggere, skidesprællere og talentløse skiderikker, kalder kommunen hærværksfolkene i et opslag på Facebook.

Citatet er hentet fra Egon Olsen i ‘Olsenbanden.’

Kommunen undlader dog behændigt at nævne ‘socialdemokrater,’  som Egon Olsen ellers også havde med i sin faste svada.

Brug nogle træstammer

– Vi har oplevet flere hærværk mod kommunens toiletter i den senere tid. Derfor har vi lavet opslaget. For der er jo kun skatteborgerne til at betale for udbedringen, fortæller kommunikationschef Martin Skovmand til Newsbreak.dk.

Sagen er nu blevet meldt til det lokale politi.

Martin Skovmand har umiddelbart ikke et overblik over, hvor meget det kommer til at koste at udbedre det offentlige toilet. Men det bliver en del, for det eneste som ikke er ødelagt eller væltet på toilettet er selve lokummet

– Hvis I har behov for at afreagere og rulle med musklerne, så skal I endelig sige til. Så finder vi sagtens nogle kæmpe træstammer eller andet godt, som I kan muntre jer med.  Vil I ikke nok være søde at lade toiletterne være og bruge jeres talent på noget mere fornuftigt, hedder det i det utraditionelle opslag fra kommunen.

Se flere billeder i galleriet over artiklen

Powered by Labrador CMS