Køns-skifte i toppen efter sex-anklager

Rebecca Matthews afløser tidligere ARoS-direktør Erlend Høyersten, der gik efter undersøgelse af arbejdsmiljø

53-årige Rebecca Matthews skal stå i spidsen for Aros i Aarhus.
53-årige Rebecca Matthews skal stå i spidsen for Aros i Aarhus.
Udgivet Opdateret

Én direktør valgte at gå efter blandt andet beskyldninger om krænkelser.

Nu har museet ansat en ny af slagsen.

Rebecca Matthews er blevet ansat som ny direktør for kunstmuseet ARoS, oplyser museet i en pressemeddelelse.

53-årige Rebecca Matthews har flere internationale topposter inden for kunst og kultur bag sig. Senest har hun været direktør for Glasmuseet i Ebeltoft.

- Vi er glade for at kunne offentliggøre, at Rebecca Matthews bliver ny direktør for ARoS. Vi har været igennem en grundig ansættelsesproces med kvalificerede kandidater, men til sidst faldt valget på Rebecca Matthews, da vi har stor tillid til, at hun kan føre museets positive udvikling videre, siger bestyrelsesformand Carsten Fode, ARoS.

Siden slutningen af juni har ARoS været på jagt efter en ny direktør, efter at Erlend Høyersten valgte at fratræde som direktør for museet.

Fratrædelsen skete som følge af en undersøgelse af arbejdsmiljøet på ARoS.

Erlend Høyersten gik af efter en undersøgelse af arbejdsmiljøet på Aros.
Erlend Høyersten gik af efter en undersøgelse af arbejdsmiljøet på Aros.

Undersøgelsen, der blev foretaget af konsulentfirmaet Crecea, konkluderede, at der har været organisationsmæssige og ledelsesmæssige problemer.

Derudover har der forekommet krænkelser, konkluderede konsulentfirmaet.

- Vi er sikre på, at Rebecca er i stand til at lede ARoS, som er et mangefacetteret kulturhus, der ud over kunst også omfatter forskning, formidling og kommercielle aktiviteter som shop, café og restaurant, siger Carsten Fode.

Enestående mulighed

Rebecca Matthews selv kalder det en enestående mulighed for at stå i spidsen for et af Danmarks mest markante kulturflagskibe.

- ARoS er ikke kun kendt i Danmark men også i udlandet, og jeg glæder mig til at bruge mine erfaringer og kompetencer til at udvikle museet yderligere.

- I dag har jeg hilst på alle medarbejderne, og jeg ser frem til sammen med dem, bestyrelsen og de øvrige samarbejdspartnere at skrive de næste kapitler af museets fantastiske succeshistorie, siger Rebecca Matthews

Rebecca Matthews starter som direktør hos ARoS per 1. januar 2022.

I 2017 modtog Rebecca Matthews ridderkorset af Dannebrogordenen af H.M. Dronning Margrethe 2. for sin indsats for dansk kunst og kultur.

Aros

ARoS er med sine 20.700 kvadratmeter fordelt over 10 etager ét af Nordeuropas største kunstmuseer. 

Hvert år modtager ARoS omkring én million besøgende, hvilket gør det til det mest besøgte kunstmuseum i Skandinavien.

Kilde: Aros
Powered by Labrador CMS