Korsør-bolig endevendt: Emilie savnes fortsat

Hele mandag har politiet ransaget flere adresser i Korsør i eftersøgningen af den nu 18-årige Emilie Meng.

Efterforskningsleder Kim Kliver, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Foto: Local Eyes.
Efterforskningsleder Kim Kliver, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Foto: Local Eyes.
Udgivet Opdateret

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har dagen igennem været til stede på flere adresser i Korsør.

Politikredsen har tidligere været på den ene adresse, men i dag gjorde man så endnu et forsøg. Og konklusionen er klar:

Der var intet at komme efter. Heller ikke denne gang.

Se flere billeder hos Local Eyes.

Hvor mange steder har I været? 

– Vi har været på flere adresser, siger Kim Kliver, efterforskningsleder hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til Newsbreak.dk.

Er det to?

– Nej, jeg vil kun sige flere adresser, siger efterforskningslederen.

Tilhører en af adresserne, den mand, der tidligere har været tilbageholdt i sagen? (En 33-årig lastbilchauffør blev i august tilbageholdt for manddrab på Emilie. red.).

– Det har ikke noget med hinanden at gøre, siger Kim Kliver.

– Konklusion er, at de oplysninger, vi har fået, ikke har kunnet bekræftes. Der kan ikke gemme sig en person som Emilie (på adresserne), siger Kim Kliver.

Hvad var det for nogle oplysninger?

– Jamen, det var oplysninger om, at hun (Emilie) kunne have været på stedet, siger Kim Kliver.

Det afkræfter efterforskningslederen så nu 100 procent over for Newsbreak.dk.

Samme adresse flere gange

En af adresserne er flere gange blevet ransaget af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Også denne gang med kameraer og lytte-udstyr.

I flere medier har manden fortalt om oplevelsen og inkrimineringen, og han bekræfter mandag over for BT, at det endnu engang er hans bopæl, der er mål for Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi ransagning mandag.

– Jeg troede denne her sag var afsluttet. De har jo været der med lys og varmesøgere for at finde ud af, om der var hulrum i mit hus, men nu kommer der så teknikere fra København og splitter mit hus ad, og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre, siger beboeren til BT.dk.

De tidligere ransagninger har så vidt vides været resultatløse.

Emilies færden

Efter en bytur med veninder i Slagelse, tog pigerne toget hjem til Korsør og ankom på den noget afsides liggende station ved 4-tiden. Her skiltes de, da veninderne ville tage en taxa hjem, mens Emilie Meng besluttede at gå de cirka 3,5 kilometer til sit hjem i Korsør. Hun er sidst blevet set på stationens overvågningskamera, hvor hun forlader Korsør Station.

Sporet er her efter ganske koldt, hvorfor eftersøgningen er aldeles besværliggjort. Politiet har ledt efter den forsvundne pige med dykkere og droner, politihunde og helikoptere, og flere hundrede frivillige har hjulpet til.

Efterforskningen fortsætter ufortrødent.

– Vi er hele tiden i gang, har politikommissær Marianne Roed fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi tidligere fortalt til Newsbreak.dk. Mandag er politiet så i gang igen.

Signalement og kontakt

Dengang 17-årige Emilie Meng blev officielt efterlyst af politiet den 10. juli kort før aften.

Hun beskrives som:

– 168 centimeter høj.
– Almindelig af bygning.
– Langt brunt hår.
– Hun var Iført sort langærmet cardigan med sort blondebluse under. Blå jeans og blå Adidas sko.

Har du oplysninger i sagen, kan Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi kontaktes på telefon nummer 114.

Powered by Labrador CMS