Kræftpatienter i fare: Syltes med snegle-post

Sygehusene kan ikke leve op til loven om at udredde patienter for kræft inden for seks dage fordi PostNord er for langsomme til at bringe post ud.

Arkivfoto: Claus Fisker/Scanpix.
Udgivet Opdateret

Kræftpatienterne syltes når Post Nord-leverancen svigter – og det sker alt for ofte, mener servicechef ved Sygehus Sønderjylland, der dækker sygehusene i Aabenraa, Tønder og Sønderborg, Lis Mayntzhusen.

Problemet består ifølge Jyskevestkysten i, at breve med prøvesæt og indkaldelserne er for længe om at nå ud. Ifølge loven skal patienter, som mistænkes for at have kræft udreddes inden for maksimalt seks dage. Men den tidsfrist har sygehusene svært ved at overholde, når PostNord leverer prøvesættene for sent.

– Vi lever ikke op til kræftpakken, patienten får ikke den berettigede behandling, og den tid, der blev afsat til dem, kunne være brugt på en anden, siger servicechefen til avisen.

– Det glipper i hvert fald alt for ofte, så patienter ikke får prøvesæt sendt frem til tiden. Hvis der er mistanke om tarmkræft, så skal patienterne møde op udtømte, og hvis de ikke er det, så kan vi ikke behandle dem, siger Lis Mayntzhusen.

PostNord tager sagen alvorligt

Hos PostNord understreger driftchef Lene Reipuert, at man tager sygehusenes bekymring alvorligt:

– Det er alvorligt – derfor er det vigtigt, at vi får afdækket, hvad der præcist er gået galt. Posten skal ud til rette tid, til den rette modtager. Vi er blevet enige med regionen om at lave en testundersøgelse i fællesskab. Så kan vi få udredt, hvad omfanget af det her egentlig er. Det bliver også nævnt i artiklen, at sygehuset ikke kender konkrete resultater endnu – derfor er det også vigtigt, at de får afdækket vores rolle, men også hvilke andre procesfejl, der kan være indblandet. Vi arbejder benhårdt på at forbedre vores kvalitet, siger Lene Reipuert.

Sygehusene har endnu ikke nogen opgørelse over, hvor mange breve der konkret er tale om.

Powered by Labrador CMS