Kræver erstatning efter kæmpe bryst-kaos

Det anslås, at op mod 1000 kvinder er blevet screenet for sent og efterfølgende har fået konstateret kræft

Udgivet Opdateret

Stadig flere kvinder kræver erstatning for alvorlige helbredsmæssige gener efter forsinkede undersøgelser i screeningsprogrammet for brystkræft i Region Hovedstaden og Region Sjælland.

Det skriver Berlingske.

Indtil videre har knap 50 kvinder krævet erstatning i de to regioner. Det viser en opgørelse, som Patienterstatningen har udarbejdet for mediet.

Kræftens Bekæmpelse vurderer, at flere sager kan være på vej. De modtager i øjeblikket mange henvendelser fra kvinder, der klager over forsinkede undersøgelser.

Det fortæller overlæge og projektchef ved Kræftens Bekæmpelse Janne Bigaard til Berlingske.

Sygdommen spreder sig tidligt

Lovgivningen siger, at der skal være to år mellem undersøgelserne - og maksimalt to år og tre måneder.

Alligevel har gennemsnittet gennem en lang periode været på to år og seks måneder i Region Hovedstaden.

- Når forsinkelserne har stået på så længe, som det er tilfældet – op mod to år – kommer det til at handle om rigtig mange kvinder.

- For kvinder, der for eksempel får konstateret HER 2-positiv brystkræft, er tre til fire måneder virkelig lang tid at blive forsinket, siger Janne Bigaard.

HER 2-positiv brystkræft er en særlig aggressiv form for brystkræft, hvor sygdommen spreder sig tidligt i forløbet.

Kræftens Bekæmpelse anslår, at op til 1000 kvinder i hovedstaden de seneste år kan være screenet for sent og efterfølgende har fået konstateret brystkræft.

Lægger sag an mod region

En af de kvinder er Carina Hoffmann. Hun har besluttet sig for at lægge sag an mod Region Hovedstaden.

To år og syv måneder gik der, før hun fik indkaldelsen til undersøgelsen.

Den viste, at hun havde kræft, og i dag har hun fået fjernet det ene bryst og 26 lymfer.

- De kan virkelig ikke være det bekendt. Jeg mangler en del af mig selv og har også nogle senfølger. Derfor skal det anerkendes, at regionen har begået en fejl, siger hun til Berlingske.

Har ramt 150.000 kvinder

Region Hovedstaden meldte i sommeren 2021 ud, at 100.000 kvinder kunne komme til at vente op til to år og seks måneder på deres undersøgelse.

Årsagen var mangel på personale og særligt mammaradiologer.

Kræftens Bekæmpelse anslår, at op til 150.000 kvinder i løbet af de seneste år har fået deres undersøgelse forsinket.

Indtil videre har knap 50 kvinder krævet erstatning, efter at de er blevet indkaldt for sent til screening for brystkræft. (Arkivfoto).
Indtil videre har knap 50 kvinder krævet erstatning, efter at de er blevet indkaldt for sent til screening for brystkræft. (Arkivfoto).

BRYSTKRÆFT

Brystkræft er ondartede knuder, der opstår i brysterne.

Symptomerne er som regel en uøm knude, man selv kan mærke i brystet.

Behandlingen er først og fremmest operation, hvor man fjerner knuden og nogle gange hele brystet.

Efter operationen vil det ofte være nødvendigt med strålebehandling, kemoterapi, anti-hormonbehandling, antistoffer og bisfosfonater og/eller en kombination af behandlingerne.

I nogle tilfælde, vil man anbefale kemoterapi før operation. Det gør man, for at øge muligheden for at kunne foretage en brystbevarende operation og/eller mindske sandsynligheden for et større indgreb i armhulen.

I nogle tilfælde vil man på baggrund af operationsresultatet, anbefale yderligere kemoterapi efter operationen.

Kilde: Sundhed.dk
Powered by Labrador CMS