Raser i nat: Trump truer Danmark

Trump kritiserer Danmark for ikke at have gjort noget ved såkaldt russisk trussel mod Grønland i 20 år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Trump kritiserer Danmarks håndtering af Grønland

Donald Trump har kritiseret Danmark for ikke at fjerne en russisk trussel mod Grønland.

Han har annonceret en told på danske varer som reaktion på situationen.

Europa står i solidaritet med Danmark og afviser Trumps pres.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Tidligt mandag morgen har USA's præsident, Donald Trump, endnu en gang kritiseret Danmarks håndtering af Grønland.

På hans sociale medie, Truth Social, skriver Trump, at Nato i 20 år har givet Danmark besked på at fjerne det, som han betegner som den russiske trussel mod Grønland.

-Tiden er inde

- Desværre har Danmark ikke kunnet gøre noget ved det. Nu er tiden inde, og det vil blive gjort, skriver Trump.

Præsidenten uddyber ikke, hvordan han vil fjerne truslen.

Trump har flere gange insisteret på, at han ikke vil gå på kompromis med et amerikansk ejerskab over Grønland, der er en del af kongeriget Danmark.

Pålægger told

Både statsminister Mette Frederiksen (S) og Grønlands landsstyreformand, Jens-Frederik Nielsen, har afvist, at det arktiske område er til salg.

Lørdag lød det så fra Trump, at han fra 1. februar vil pålægge varer fra Danmark og syv andre europæiske lande en told på ti procent på grund af situationen omkring Grønland.

Donald Trump taler i mikrofon og peger fremad under indendørs ceremoni
Natten til mandag har præsidenten delt nye trusler mod Danmark.

Fuld solidaritet

Fra 1. juni vil det tal stige til 25 procent, hvis ikke landene retter ind i forhold til hans ønske om at overtage området.

I en fælles udtalelse lød det søndag fra de syv andre lande, Norge, Sverige, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Holland og Finland, at de står i fuld solidaritet med Danmark og det grønlandske folk.

Også EU har erklæret sin støtte til Danmark og Grønland.

Talt med andre ledere

Søndag lød det fra Mette Frederiksen, at hun havde været i kontakt med blandt andre Tysklands forbundskansler, Friedrich Merz, Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og Storbritanniens premierminister, Keir Starmer.

Vil ikke afpresses

I et skriftligt svar skrev hun, at hun sætter pris på kollegernes opbakning, og at Europa ikke vil lade sig afpresse af Trumps trusler.

- Vi ønsker at samarbejde, og det er ikke os, der søger konflikten. Jeg er glad for de enslydende meldinger fra resten af kontinentet: Europa lader sig ikke afpresse, lød det.

USA's præsident, Donald Trump, vil købe Grønland. De seneste uger har han skruet op for retorikken og desuden truet med at indføre told på Danmark og syv andre europæiske lande. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS