DSB kan ikke skaffe togbusser
Opfordrer folk til at blive hjemme
En signalfejl betyder, at størstedelen af togene på de jyske togstrækninger holder stille frem til omkring klokken 17.00 søndag.
Det skriver Banedanmark i et opslag på X.
Og for at gøre ondt værre kan de stakkels passagerer ikke bare hoppe over i en togbus.
For det er ikke lykkedes for DSB at skaffe togbusser nok i setdet for alle de aflyste tog ud over hele Jylland.
Det oplyser DSB på X søndag eftermiddag.
- Der er indsat togbusser på strækningerne, men det har vist sig at være svært at skaffe tilpas mange, skriver DSB.
Og i mangel på togbusser anbefaler DSB nu sine hårdt prøvede passagerer at enten udsætte eller helt aflyse deres rejse søndag.
- Vi anbefaler derfor at rejser enten aflyses eller udsættes, skriver DSB.
For der kører kun ganske få tog i Jylland søndag.
Fejl under opdatering
Ifølge Mads Søndergaard, der er områdechef hos Banedanmark, så er det meget få strækninger, der ikke er ramt af signal-fejlen.
- Det er kun strækningerne Aarhus til Fredericia, Fredericia til Padborg og fra Tinglev til Sønderborg, der ikke er ramt, siger han.
Opholdet skyldes en fejl på signalsystemet, lyder det.
Mads Søndergaard oplyser, at fejlen er opstået i forbindelse med, at Banedanmark har været i gang med at implementere et nyt signalsystem i Jylland.
- De steder, hvor det her rammer, er alle de steder, hvor vi har installeret signalsystemet, siger han og tilføjer:
- Vi har i løbet af weekenden været i gang med at opdatere systemet med nogle nye funktioner samtidig med, at vi er ved at rulle det ud på strækningen mellem Aarhus og Fredericia. I den forbindelse har der været en fejl på det, vi kalder trafikstyringssystemet.
Ikke ventet at togtrafikken ville blive lammet
Områdechefen fortæller, at det altid forventes, at der kommer udfordringer i forbindelse med systemopdateringer, men det var ikke ventet, at det meste af den jyske togtrafik ville blive sat ud af drift.
Det vides på nuværende tidspunkt ikke, hvad problemet bunder i, men man arbejder med øget beredskab på at løse det.
- Vi har nogle forventninger til, hvor lang tid det normalt tager at løse et problem, og lige nu har vi givet folkene frem til klokken 17.00.
- I løbet af de næste par timer evaluerer vi på, om der er behov for mere tid.
Mads Søndergaard vurderer ikke, at der er stor chance for, at problemet kan forventes løst tidligere end prognosen.