Macron: Handelsbazooka kan affyres mod Trump

EU har flere muligheder for at gøre livet meget surt for USA

Offentliggjort Sidst opdateret

Macron truer med EU's handelsbazooka mod USA

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, vil aktivere EU's anti-tvangsinstrument, hvis USA indfører told i konflikten om Grønland.

EU kan begrænse import og eksport samt udelukke amerikanske virksomheder fra offentlige udbud som modsvar.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, vil bede EU om at aktivere sit stærke "anti-tvangsinstrument", hvis USA indfører told i forbindelse med konflikten om Grønland.

Det oplyser præsidentens stab søndag ifølge det franske nyhedsbureau AFP.

Den såkaldte handelsbazooka er et værktøj, som EU kan bruge, når en anden regering forsøger at lægge økonomisk pres på EU-medlemslande.

Anti-Coercion Instrument (ACI), der ifølge AFP aldrig er taget i brug før, har fået navnet handelsbazooka, fordi tiltaget gør det muligt at begrænse importen af varer og tjenesteydelser.

Eksportforbud

EU kan for eksempel beslutte, at amerikanske virksomheder ikke længere får adgang til at deltage i offentlige udbud i EU.

Derudover kan der indføres eksportforbud eller begrænsninger på varer, som eksporteres fra EU til USA.

Den franske præsident, Emmanuel Macron, vil anmode om at tage EU's anti-tvangsinstrument i brug, hvis Trump har tænkt sig at gøre alvor af sine toldtrusler. (Arkivfoto).

Meldingen fra den franske præsident kommer, fordi USA's præsident, Donald Trump, fredag sagde, at han vil lægge ti procent told på varer fra Danmark og flere andre europæiske lande fra 1. februar, indtil der er indgået en aftale om amerikansk anskaffelse af Grønland.

De øvrige lande er Norge, Sverige, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Holland og Finland.

Hastemøde

Flere EU-ambassadører er søndag indkaldt til hastemøde i Bruxelles om Grønland og de nye toldtrusler fra USA's præsident.

Danmark og andre europæiske lande har reageret med fælles fordømmelse af Trumps udmelding.

- Toldsatser vil kunne underminere transatlantiske relationer og risikerer at føre til en farlig nedadgående spiral, har formand for EU-Kommissionen Ursula von der Leyen skrevet på X.

I løbet af ugen har Danmark forsøgt at øge dialogen med USA om Grønland gennem blandt andet et udenrigsministermøde i Washington D.C.

Hvis den såkaldte handelsbazooka skal tages i brug, kræver det, at EU-Kommissionen har fremsat et endeligt forslag. Derudover skal der være et kvalificeret flertal blandt EU-landene.

Powered by Labrador CMS