Kritisk rapport: Flere svigt skyld i bygningskollaps

Privatfoto.
Udgivet Opdateret

9. november sidste år styrtede dele af en treetagers boligblok på Provst Dreslersvej i Frederikshavn sammen. To beboere blev kvæstet.

Ejendommen var ved at blive renoveret, og parterne i projektet burde have forudset, at den ville styrte sammen. Det konkluderer Statens Byggeforskningsinstitut (SBi), der i en stærk kritisk rapport skyder skylden for kollapset på en række aktører.

»Et kollaps af denne type bør ikke kunne ske, for mange kunne have grebet ind og afværget kollapset, før det kom så vidt,« siger forskningschef Niels-Jørgen Aagaard SBi, der hører under Aalborg Universitet København, i en pressemeddelelse.

Rent teknisk skyldtes sammenstyrtningen, at der var blevet pillet ved fundamentet, så den bærende bagmur ikke var godt nok understøttet. Men flere mindre indgreb i den bærende konstruktion kunne potentielt lede til, at sikkerhedsniveauet ikke blev overholdt, konkluderer SBi-rapporten.

»Fremgangsmåden for renoveringen har været uforsvarlig, og hvis der havde været udarbejdet statiske beregninger, ville de have vist, at forholdene ikke var i orden. Den egentlige årsag til kollapset skal findes i byggesagens organisation og myndighedsbehandling,« siger adjungeret professor Jørgen Nielsen, der har skrevet rapporten om undersøgelsen sammen med to kolleger.

Rapporten konkluderer, at både entreprenøren NCC, bygherren Boligforeningen Vesterport, Frederikshavn Kommune og deres rådgivere ved flere lejligheder burde have opdaget farerne ved renoveringsprojektet – især set i lyset af, at beboerne blev boende i lejlighederne, mens renoveringen stod på.

SBi frygter, at den manglende sikkerhed er sædvanlig praksis i renoveringssager.

»De kommende år står vi i Danmark over for renovering af en stor, ældre bygningsmasse, blandt andet for at reducere energiforbruget. Derfor bør alle byggeriets parter arbejde sammen om at skærpe opmærksomheden, når det gælder renoveringsprojekter, hvor de bærende konstruktioner påvirkes, og tilse at sikkerheden er i orden for bygningsbrugere og bygningsarbejdere,« siger forskningschef Niels-Jørgen Aagaard.

Totalentreprenøren NCC tog allerede få dage efter kollapset ansvaret for uheldet.

»Selv om det er for tidligt at komme med endelige konklusioner omkring baggrunden for ulykken, må vi allerede nu konstatere, at vi burde have krævet et bedre projektmateriale fra vores rådgivere. Vi burde også have ført et mere omfattende tilsyn og sørget for en bedre koordinering med underentreprenørerne. Derfor har vi øjeblikkeligt taget fat på alle de elementer, så vi kan sikre en ekstra stram styring af projektet fremover,« lød det ved den lejlighed fra områdedirektør Henrik Krogh Holm.

Powered by Labrador CMS