Krydstogtskib kommer til Aabenraa

Forhåbentlig er vejret så godt til august, at skibets pool kan benyttes. Foto: Fred. Olsen Cruise Lines/Presse
Udgivet Opdateret

Krydstogtskibet Braemar anløber Aabenraa havn til august næste år

Det bliver en stor dag, når det gode skib ”Braemar” med plads til 930 passagerer anløber Aabenraa Havn. Det sker tirsdag 2. august 2016 kl. 8, og hun stævner først ud igen kl. 17 samme dag. Når det sker, vil et stort ønske være gået i opfyldelse.

– Det har længe været et ønske fra Aabenraa Havn og byrådet, at vi kunne tiltrække et krydstogtskib, for Aabenraa Havn har faciliteterne til det. Nu er det så lykkedes, og det er virkelig glædeligt. Aabenraa Havn er glad for at kunne bidrage til byen med denne store event ud over det, vi ellers dagligt bidrager med som aktiv erhvervs-havn, siger Erwin Andresen, der er formand for bestyrelsen for Aabenraa Havn og medlem af byrådet.

I efteråret blev Aabenraa Havn kontaktet af agenten for det norske rederi Fred. Olsen Cruise Lines, Shipping.dk, med et tilbud om anløb af krydstogtskibet på et cruise i 2016. Nu er aftalen på plads.

Aabenraa Kommunes borgmester Thomas Andresen ser begejstret frem til begivenheden:

– Det er virkelig en god event ikke bare for Aabenraa Kommune, men for hele Sønderjylland og det nye sønderjyske turismesamarbejde Destination Sønderjylland. Der følger naturligvis en vis omsætning med, hvilket vi kan glæde os over. Men det er mindst lige så glædeligt, at vi får en fantastisk mulighed for at vise en stor gruppe turister vores særlige seværdigheder og give dem oplevelser på tværs af hele Sønderjylland. Det er en opgave, vi skal løfte sammen i turismesamarbejdet, slår Thomas Andresen fast.

Skibet kommer til at lægge til enten ved Sønderjyllandskajen eller i Gammel Havn. Det er endnu ikke helt afgjort.

Udover Aabenraa Fjord lægger skibet blandt andet også til Limfjorden.

Powered by Labrador CMS