Kun disse udlændinge må rejse ind i Danmark

Det er en forudsætning, at man bor sammen eller har boet sammen, hvis man skal anerkendes som fast partner og dermed må indrejse til Danmark

Siden sidste uge har ægtefæller bosiddende i udlandet og faste partnere kunne rejse ind i Danmark for at besøge deres kære. Arkivfoto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Siden sidste uge har ægtefæller bosiddende i udlandet og faste partnere kunnet rejse ind i Danmark for at besøge deres kære. Men for faste partnere har det være lidt af et lotterispil, hvorvidt man blev sluppet over eller ej, skriver Der Nordschleswiger.

Det har været helt afhængigt af den enkelte grænsebetjents definition.

Klar definition

Men nu kommer Rigspolitiet med en definition på, hvordan begrebet skal forstås, og det er ikke godt nyt, for alle dem, der ‘kun’ danner et par henover grænsen.

Man skal nemlig enten bo sammen eller have boet sammen, meddeler Rigspolitiets presseafdeling i et skriftligt svar til Der Nordschleswiger.

Ifølge presseafdelingen bør den rejsende medbringe den danske partners cpr. nummer.

– Sammen med dette kan den tilrejsende fx forevise dokumentation på, at de tidligere har delt adresse (officielle breve adresseret til tidligere fælles adresse, fx), for at dokumentere, at de hidtil har været samlevere, hedder det videre i udtalelsen.

Møder kritik fra flere

Flere sønderjyske folketingsmedlemmer mener, at det er en alt for snæver fortolkning.

– Jeg opfatter Rigspolitiets forklaring som en dårlig undskyldning. Den er klart skræddersyet til at prøve at bortforklare, hvorfor nogle grænsebetjente har fortolket den aftale, som blev indgået i sidste uge uden hensyn til det, som har været hele målet med at give familier ret til at besøge hinanden på tværs af grænsen, siger den Radikale Nils Sjøberg til Der Nordschleswiger.

Også fra Venstre lyder der kritik.

– Der synes at være mangel på kendskab til vilkårene i grænselandet og dermed manglende forståelse for de situationer, der kan være for familier i grænselandet, siger partiets folketingsmedlem Eva Kjer Hansen til Nordschleswiger.

Hun mener, at grænsebetjentene som udgangspunkt skal tage udgangspunkt i de rejsendes egen forklaring, når de siger at de vil besøge deres kæreste.

Nils Sjøberg (RV) mener, at grænsen bør åbnes yderligere.

– Naturligvis skal kærester også ses som en del af den beslutning, som det lykkedes for os at få igennem i sidste uge, og som vi nu skal have udvidet.

Powered by Labrador CMS