Kurser går amok: Populært 2-procentlån i fare

Foto: Africa Studio/Scanpix
Udgivet Opdateret

Kursstigninger er på vej til at lukke det historisk fastrentelån på 2 procent. Samtidig lukker Nykredit det etårige flekslån.

Det blev kaldt ‘et historisk lavt superlån’, da det for kort tid siden åbnede – det 30-årige boliglån med en fast rente på bare 2,0 procent.

Nu kan det allerede være på vej ud i mørket.

En brat stigning her til formiddag har nemlig sendt kursen på den lange obligation op på over 99,5. Hvis kursen kommer over 100, lukker lånet.

– Kurserne er fløjet i vejret. Det er helt exceptionelt, hvad der sker i øjeblikket. Vi er langt forbi det niveau, hvor vi har skrevet historie. I øjeblikket handles 2 procents obligationen til 9,65, siger boligøkonom i Nordea, Lise Nytoft Bergmann til Newspaq.

Det er fredagens beslutning fra Nationalbanken om at indstille udstedelsen af statsobligationer på ubestemt tid, der mandag morgen får kurserne til at gå amok.

Hvis 2-procentslånet med afdrag lukker, har Nordea planer om at tilbyde boligejere følgende to muligheder.

– Enten et 30-årigt lån med ét års afdragsfrihed eller alternativt gå ud og åbne en ny 30-årig obligation f.eks. i halvanden procent, siger Lise Nytoft Bergmann.

Det er ikke kun boligejerne, der bør glæde sig over den nuværende situation. Også boligkøbere kan spare mange tusinde kroner på de fordelagtige kurser, viser et regnestykke fra Nordea.

Stod man i fredags og skulle optage et fastforrentet lån på 1 mio. kr. med afdrag, hed kursen 97,1, hovedstolen på 1.056.000 og den månedlige ydelse 3.680 kr.

Lige nu ligger kursen på 99,5, hovedstolen på 1.029.000 kr. og den månedlige ydelse på 3.600 kr. Det betyder med andre ord, at gælden er faldet med 27.000 kr. og den månedlige ydelse med 80 kr.

Samtidig betyder rentefaldet, at boligkøbere kan blive kreditgodkendt til et større beløb. En køber, der for et halvt år siden kunne låne godt 2,5 mio. kr. af bank og realkreditinstitut, i dag kan låne 2,6 mio. kr. – altså 100.000 kr. ekstra til ny bolig.

Den seneste tids rentefald har også betydet, at realkreditselskaberne har fået en ny udfordring i form af negative renter på rentetilpasningslån. Det betyder med andre ord, at selskaberne skal betale boligejere for at låne penge.

Det har fået Nykredit til at lukke for udbetaling af F1- og F2-lån og desuden efterlyse en branchediskussion af, hvad man gør, når renten er negativ.

– Håndteringen af negative renter er et spørgsmål om grundlæggende principper i realkreditten. Det overordnede spørgsmål er, om man som låntager kan få penge for at låne. Og hvad det i givet fald vil betyde for mulighederne for at tiltrække investorer, skriver Sune Worm Mortensen, områdedirektør i Nykredit, i en pressemeddelelse.

Han understreger, at udmeldingen ikke har konsekvenser for de eksisterende kunder med F1- og F2-lån.

I Nordea har man ikke lige planer om at lukke for F1 og F2, men hilser en branchediskussion velkommen.

– Vi har udstedt lån i sidste uge med en negativ rente. For boligejerne betyder det dog ikke, at pengene ruller ned i lommen i stedet for ud af lommen. Renten har kun været en spids negativ, og det modregnes i bidragssatsen, siger Lise Nytoft Bergmann.

Newspaq

Powered by Labrador CMS