Kvinde alvorligt forbrændt: Årsag formentlig sølvtøj og rygning

84-årig kvinde bliver fortsat behandlet på sygehuset for de skader, hun pådrog sig under en brand på et plejehjem

En 84-årig kvinde blev alvorligt forbrændt og blev i bevidstløs tilstand fløjet til Hvidovre Hospitals brandsårsafdeling, da der opstod brand på et plejehjem tirsdag. Foto: Colourbox.
Udgivet Opdateret

Tirsdag blev en 84-årig kvinde alvorligt forbrændt, da der opstod brand i en lejlighed på et plejehjem i Kerteminde. Du kan læse mere om branden her.

Nu er Fyns Politi kommet tættere på en forklaring på, hvorfor branden opstod.

– Årsagen til branden er formentlig en kombination af rygning og pudsning af sølvtøj. Pudsemiddel kan være brændbart, så det er vores formodning, siger Ehm Christensen, vagtchef ved Fyns Politi, til Newsbreak.dk.

Han fortæller, at kvinden stadig er indlagt på hospitalet, men at han ikke har hørt yderligere. Og det er godt nyt i en situation som denne.

– Vi hører kun noget, hvis hendes tilstand bliver kraftigt forværret, og vi har ikke hørt noget på nuværende tidspunkt, siger vagtchefen.

Heltemodigt personale

Det krævede en heltemodig indsats fra to plejehjemsmedarbejdere at få reddet kvinden ud af lejligheden, da branden opstod tirsdag  eftermiddag. De to medarbejdere pådrog sig lettere røgforgiftning i forbindelse med, at de reddede kvinden ud.

– Jeg er ikke klar over, hvordan det går med dem på nuværende tidspunkt, siger Ehm Christensen.

Efterforskere arbejder nu videre på at kortlægge de nøjagtige omstændigheder omkring branden. De pårørende til den 84-årige er endnu ikke underrettet.

Powered by Labrador CMS