Kvinde anholdt og sigtet for brandstiftelse og drab: Kun husets mure stod tilbage

Sagens offer er husets 76-årige beboer. Han blev fundet af røgdykkere.

Udgivet Opdateret

Østjyllands Politi kunne 4. april anholde en 44-årig kvinde, der 5. april bliver fremstillet i grundlovsforhør.

Hun er sigtet i en sag fra 31. marts, hvor en 76-årig mand blev fundet død i et hus efter en voldsom brand.

Alarmen lød 04.26, 31. marts, hos Østjyllands Politi og Beredskab og Sikkerhed i Randers. Et hus på Hammelvej stod i flammer.

– Da vi lander derude, er huset overtændt, fortalte indsatsleder ved Beredskab og Sikkerhed, Per Allan Nielsen, til Newsbreak.dk 31. marts, da vi omtalte sagen første gang.

Brandvæsnet dukkede op, og man gik igang med slukningsarbejdet. Da man havde fået besked om, at der var en person inde i huset, blev der også sat gang i en eftersøgning.

– Vi fandt en person derinde, fortalte indsatslederen til Newsbreak.dk.

76-årig mand fundet død

Den mand, brandvæsnet fandt, var en 76-årig mand, der er tilmeldt som beboer på adressen, men det er uvist, om han er den eneste, der bor i huset.

– Der var ikke andre på adressen på det givne tidspunkt, fortæller Jeanette Rasmussen, kommunikationsmedarbejder ved Østjyllands Politi, til Newsbreak.dk.

Det var dog ikke endegyldigt, at det var den 76-årige mand, brandvæsnet havde fundet i huset. Det eneste, der var sikkert var, at man havde fundet en død person, der siden blev identificeret som den 76-årige.

Sagen efterforsket

Når politi og brandvæsen bliver kaldt ud til en brand, og der ikke umiddelbart er en åbenlys brandårsag, vil politiet ofte vælge at iværksætte en undersøgelse af stedet.

Politiets eksperter gennemgår stedet for at finde ud af, hvordan branden kunne være opstået, og prøver eksempelvis på den måde at finde ud af, om branden er påsat.

Hos Østjyllands Politi ønsker man ikke at uddybe, hvordan man er kommet frem til den teori, at det er den 44-årige kvinde, der har sat ild pån huset, og dermed er skyld i mandens død. Det eneste, man hos politiet vil sige, er at kvinden blev anholdt 4. april.

– Vi modtog nye oplysninger, der gjorde, at vi anholdte hende, fortæller Jeanette Rasmussen til Newsbreak.dk.

Mure og ikke meget andet

Det var en voldsom brand, der mødte de brandmænd, der dukkede op på Hammelvej i Houlbjerg. For at slukke branden besluttede man sig for at fjerne taget med en kran, brandmænd kalder det “at grabbe taget.”

To slukningstog og 12 mand arbejdede med at slukke branden fra den tidlige morgen, og da morgen blev til formiddag, var der en enkelt tankvogn tilbage ved huset.

Per Allan Nielsen fortæller til Newsbreak.dk, at husets indmad var mere eller mindre brændt væk, da branden var slukket. Da taget også var blevet fjernet, var det ikke meget, der stod tilbage af huset, da den sidste brandmand tog hjem.

– Væggene står der, lød det fra indsatslederen.

Østjyllands Politi har på Twitter oplyst, at den 44-årige kvinde er sigtet for to ting: Brandstiftelse og manddrab. Hun bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers torsdag, og anmoderen vil anmode om at få dørene lukket.

Powered by Labrador CMS