Kvinde fundet “lænket som en hund”: Nu er der rystende nyt

Kvinde var lænket med kæder i en container i to måneder i den amerikanske delstat South Carolina.

Udgivet Opdateret

Myndighederne i den amerikanske delstat South Carolina siger, at en mistænkt, som blev anholdt efter en kvinde blev fundet “lænket som en hund” i en container, har tilstået syv drab.

Den anholdte, Todd Kohlhepp der er ejendomsmægler, har fortalt politiet, at han i 2003 dræbte fire mennesker. Han har vist politiet, hvor to af de dræbte ligger begravet på hans ejendom. Det skriver blandt andre amerikanske CBS News.

Tilståelserne kom efter, at der blev fundet et lig i en fordybning på den 45-årige Kohlhepps grund fredag. Dagen forinden havde politiet fundet en kvinde lænket i en container.

Kvinden havde været savnet siden august, hvor hun og hendes kæreste forsvandt.

Gemt i container i flere måneder

Den 30-årige kvinde, Kala Brown, som var lænket med kæder omkring ankler og nakke inde i en aflåst container, har sagt, at Kohlhepp skød og dræbte hendes kæreste, den 32-årige Charles Carver. Han skød ham adskillige gange i brystet foran kvinden.

– Det er forfærdeligt. Jeg tror dog, at det hjælper familien med at finde ro. Vi bad til gud om at finde ham, og det hjalp, siger sheriff Chuck Wright ifølge CBS.

Politiet reddede kvinden, da de hørte bankelyde fra den gummibeklædte container, da de ankom til at stedet med en dommerkendelse.

Brown har fortalt politiet, at hun havde været i containeren i to måneder.

Sheriffen i Spartanburg County, Chuck Wright, siger, at Kohlhepp, der tidligere er blevet dømt for seksualforbrydelser, har tilstået at han dræbte fire mennesker i en motorcykelforretning i 2003.

Politi med sporhunde er nu ved at endevende den anholdtes ejendom i Woodruff, nordøst for Greenville.

Kohlhepp var 15 år, da han første gang blev anklaget for at have bortført en 14-årig pige, som han udnyttede seksuelt.

Powered by Labrador CMS