LA vil sløjfe afgift over Storebælt

Liberal Alliance vil gøre det gratis at køre over Storebæltsbroen. Foto: Sund og Bælt Holding.
Udgivet Opdateret

Det er vand på Liberal Alliances mølle, at en ny analyse fra Fynsk Erhverv konkluderer, at samfundet kan tjene 30 milliarder kroner på at gøre det gratis at køre over Storebælt.

»Analysen udstiller i høj grad, at afgiften på Storebælt er en barriere for vækst og udvikling, som betyder, at samfundet går glip af en milliardgevinst,« siger folketingsmedlem Merete Riisager (LA), der er valgt på Fyn.

Liberal Alliance har i januar fremsat et beslutningsforslag om at fjerne broafgiften. Folketinget skal efter planen stemme om forslaget inden for en overskuelig fremtid.

»Analysen bør naturligvis give stof til eftertanke på Christiansborg, og det undrer mig, hvis ikke de øvrige partier stemmer ja til vores forslag om helt at sløjfe broafgiften, når vi nu kan se, at det sandsynligvis vil medføre en samfundsøkonomisk gevinst på hele 30 milliarder,« siger Merete Riisager.

Analysen peger ifølge Børsen på, at den økonomiske gevinst kommer ved øget samhandel på tværs af Danmark og en øget trafik, der giver flere indtægter til staten fra blandt andet brændstof og registreringsafgifter. Lavere omkostninger til godstransport kan betyde lavere priser til hr. og fru Danmark, lyder det endvidere.

Merete Riisager er helt enig:

»Virksomheder på begge sider af broen betaler enorme summer for at krydse Storebælt, når de skal udføre deres erhverv. Det hæmmer selvfølgelig væksten i området.«

Powered by Labrador CMS