Langeland Kommune fyrer asyldirektør efter Tullebølle-sag

Den seneste tids afsløringer af blandt andet seksuelt misbrug på asylcenter koster direktør jobbet.

Asyldirektør Sisi Eiby er blevet afskediget med øjeblikkelig virkning. (Foto: Lasse Hansen/Fyens/Scanpix 2016)
Udgivet Opdateret

Økonomiudvalget i Langeland Kommune har mandag besluttet at indlede afskedigelsessag mod asyldirektør Sisi Eibye.

Asyldirektøren er samtidig fritaget for tjeneste med øjeblikkelig virkning.

I en pressemeddelelse begrunder kommunen fyringen med den seneste tids hændelser på asylområdet.

Børnecenter Tullebølle på Langeland blev for nylig lukket på grund af påståede seksuelle overgreb og på grund af den uro, som nogle af drengene har givet anledning til i lokalområdet.

Skandalen omkring centeret begyndte for alvor at rulle, da det kom frem, at to tidligere ansatte er meldt til politiet for at have haft seksuel omgang med en eller flere drenge på centret.

Fyns Politi fik den ene anmeldelse af Langeland Kommune 10. juni i år. Imidlertid gik der flere måneder, før Udlændingestyrelsen og Langelands borgmester fik besked.

Først for nylig fik politiet så den anden anmeldelse om seksuelt misbrug på centret. Drengene skal være mellem 15 og 17 år.

Mandag har Økonomiudvalget i Langelands Kommune så valgt at sende Asyldirektøren hjem.

Skærpet handleplan

Økonomiudvalget besluttede samtidig, at der snarest skal udarbejdes en handleplan.

Den skal sikre et skærpet tilsyn, opfølgning på processer og at ledelsestilsynet gennemføres på alle niveauer, hedder det i pressemeddelelsen fra kommunen.

Med baggrund i handlingsplanen skal der udarbejdes en organisationsplan, der træder i kraft 1. januar 2017.

– Med disse beslutninger håber vi, der kan blive ro på området, så vi og ikke mindst de ansatte kan koncentrere sig om arbejdet på de enkelte centre, udtaler borgmester Bjarne Nielsen i pressemeddelelsen.

Sager på Tullebølle

Oktober 2016

* 15 til 20 drenge er involveret i slagsmål. Heriblandt forsøger nogle at sætte en stopper for optøjerne. I kampens hede bliver en medarbejder på centret ramt af slag.

* Senere i oktober oplyser Udlændingestyrelsen og Langeland Kommune, at Børnecenter Tullebølle lukkes på grund af centrets mange problemer.

* Samtidig kommer det frem, at der er mistanke om, at to ansatte har misbrugt mindreårige drenge fra centret.

* Radio 24syv oplyser 31. oktober, at Fyns Politi allerede i juni modtog en anmeldelse om en kvindelig vikars seksuelle overgreb. Men der gik flere måneder, før Langeland Kommune og Udlændingestyrelsen fik besked.

* I anmeldelsen nævnes det, at der er fotos af vikarens oralsex med en eller flere drenge fra centret. Desuden skal en video vise et samleje.

* Samme dag – 31. oktober – beslutter økonomiudvalget i Langeland Kommune at indlede en afskedigelsessag mod asyldirektør Sisi Eibye. Direktøren fritages for tjeneste med øjeblikkelig virkning.

August 2016

* Fem drenge i alderen 14 til 17 år bliver forflyttet fra Børnecenter Tullebølle. Det sker, efter at politiet sigter to af drengene for voldtægt og tre for seksuel chikane i området omkring Langelandsfestival.

* Samtidig står den tidligere medarbejder Tommy Bredal Storgaard frem i medierne og fortæller om kritisable forhold på centret.

* Ifølge Tommy Bredal Storgaard har medarbejderne på centret mistet kontrollen, og der er ofte slåskampe og børn, der stikker af.

* Det kommer også frem i medierne, at kun halvdelen af de ansatte medarbejdere på Tullebølle Børnecenter er faglærte medlemmer.

* I august bliver børnecenterleder Hanne Sommer sygemeldt fra sit job.

Kilde: Ritzau

Indtil videre er ansvaret for asylområdet placeret hos juridisk rådgiver Kurt Habekost.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS