Lars Løkkes søn er valgt ind

Med 5005 stemmer fik Bergur Løkke Rasmussen (V) næstflest af alle Venstre-kandidater i Region Hovedstaden

Valgplakat for Bergur Løkke Rasmussen.
Valgplakat for Bergur Løkke Rasmussen.
Udgivet Opdateret

Bergur Løkke Rasmussen (V), der er søn af tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen, er blevet valgt ind i regionsrådet i Region Hovedstaden.

Det står klart fredag aften, efter at de personlige stemmer er blevet endeligt optalt.

5005 borgere har sat deres kryds ved 31-årige Bergur Løkke Rasmussen.

Han er dermed den kandidat fra Venstre, som har fået næstflest personlige stemmer efter partiets spidskandidat, Martin Geertsen.

Martin Geertsen fik 17.029 personlige stemmer.

På Twitter skriver Bergur Løkke Rasmussen om resultatet:

- 5005 personlige stemmer og valgt ind som Venstres 2. mandat! Tusind (x5) tak. Mine dejlige vælgere elsker symmetri, for i 2013 fik jeg 4004 stemmer ;).

Tidligere medlem

Bergur Løkke Rasmussen har tidligere været medlem af Region Hovedstadens regionsråd. Det var han fra 2014-2018.

I sommeren 2019 stillede han desuden op til europaparlamentsvalget. Han blev dog ikke valgt ind.

Landets tidligere statsminister skriver om sin søn på Facebook, at 'far er stolt'.

"Min søn er her til aften er steget i graderne og indvalgt i @regionhovedstaden med et meget flot personligt stemmetal på 5.005 (den ene er min )", skriver Lars Løkke Rasmussen, der ikke ville have undret sig, hvis sønnen havde valgt en anden karriere:

"Han har været tætteste tilskuer og deltager i mit eget politiske liv, så ville sagtens kunne have forstået, hvis han var løbet skrigende bort fra at stille sig frem, til rådighed og påtage sig ansvar. Han har valgt det modsatte. Det gør en gammel far glad, stolt og lidt ydmyg. Tillykke Bergur!", skiver han videre. 

Resultatet betyder, at Bergur Løkke Rasmussen skal være en ud af fem medlemmer, som repræsenterer Venstre i regionsrådet fra det nye år.

Ved valget tirsdag gik Venstre ét mandat tilbage sammenlignet med valget i 2017, hvor partiet fik seks mandater.

Imens er Enhedslisten, Radikale Venstre og De Konservative gået frem. Det betyder, at Venstre bliver det fjerdestørste parti i regionsrådet sammen med De Radikale, som også har fem mandater.

I alt er der 41 medlemmer af regionsrådet.

Powered by Labrador CMS