Lasse snydt: Nu skal kommunen betale kontanthjælp tilbage

Kolding Kommune må til lommerne. Ankestyrelsen har givet Lasse Helmer Sørensen medhold i, at han ikke skulle på integrationsydelse.

Lasse Helmer Sørensen skal have syv måneders kontanthjælp tilbage fra Kolding Kommune. Her ses Lasse Helmer Sørensen tilbage i 2001. Foto: ANNETT BRUHN/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Lasse Helmer Sørensen, tidligere kendt som Porno-Lasse, er blevet snydt af Kolding Kommune. Det skriver Avisen.dk.

Lasse Helmer Sørensen, der bor lidt uden for Kolding, passede i 15 måneder sin mormors hus i Norge.

De 15 måneder i Norge var lige nøjagtig nok til, at han ikke havde tilbragt minimum syv ud af de sidste otte år i Danmark, skriver Avisen.dk.

Det betød, at Kolding Kommune 1. juli 2016 satte ham på integrationsydelse.

Indædt kamp mod kommunen

Det sidste halve år har Lasse Helmer Sørensen kæmpet en indædt kamp mod Kolding Kommune.

I midten af november fik Lasse Helmer Sørensen fornyet håb til at komme tilbage på kontanthjælp.

Integrationsministeriet erkendte nemlig, at det var ulovligt at placere danskere på integrationsydelse efter ophold i EU-lande.

Krævede at anke blev trukket tilbage

Men Kolding Kommune flyttede ikke Lasse Helmer Sørensen tilbage på kontanthjælp.

Han havde nemlig anket afgørelsen om integrationsydelse. Men Kolding Kommune opfordrede ham i stedet til at fjerne sin anke hos Ankestyrelsen.

Det nægtede Lasse Helmer Sørensen.

Det skulle vise sig, at være en fordel for ham. Lasse Helmer Sørensen har nemlig nu fået Ankestyrelsens ord for, at han ikke skulle have været på den omstridte integrationsydelse.

Nu skal Kolding Kommune efterbetale syv måneders kontanthjælp.

Powered by Labrador CMS