Lastbil kører af bro og lander på togskinner

En forulykket lastbil betyder torsdag eftermiddag, at togtrafikken er indstillet mellem Slagelse og Ringsted.

Udgivet Opdateret

Togtrafikken er torsdag eftermiddag blevet indstillet mellem Ringsted og Slagelse efter en voldsom ulykke, hvor en lastbil er kørt galt på E20 Vestmotorvejen. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

– En lastbil er af uvisse årsager kørt galt på Vestmotorvejen syd for afkørsel 38 Slagelse Øst og er delvist havnet på togskinnerne, skriver politikredsen i meddelelsen.

Chaufføren er blevet bragt på sygehus til tjek for sine skader.

Der arbejdes lige nu på stedet, og ingen tog kan altså passere. Trafikken på motorvejen er ifølge politiet ikke synderligt påvirket.

DSB oplyser, at der vil blive indsat togbusser.

Ifølge Banedanmark er en køreledning blevet kortsluttet ved ulykken, og der er endnu uvist, hvor lang tid det vil tage, før der igen kan køre tog på strækningen.

Powered by Labrador CMS